Fortsæt til indhold

Syddjurs skal blive bedre til at skabe vækst og udvikling

Samfund
Af Ebba Grethe Møgelvang Laursen, Mørke - kandidat for Dansk Folkeparti til KV13:

"Vi skal BLIVE BEDRE til at skabe vækst og udvikling her i området. Intet kommer af sig selv.

Vi skal målrettet gå ud og markedsføre vores kommune.
Vi skal markedsføre os på de gode muligheder vi har, fokusere på f.eks. billig husleje, frem for de større kommuner/byer. Billigere huse, lejligheder, børnepasning. Samt pege på de naturskønne områder vi bor i. Vi har driftige byer som Hornslet og Mørke tæt på millionbyen Århus. Så lad os dog få flere hertil.
Det kræver at vi markedsføres ude omkring af, at vi har lokaler til rådighed.
Til børnefamilier kunne vi tilbyde 3 mdr. gratis børnepasning. Det bør kunne lade sig gøre, fordi vi dermed får nogle flere tilflyttere til kommunen.

Bonus er flere skatteborgere, flere forbrugere.

Et godt initiativ for iværksætteri har de I Mariagerfjord Kommune, hvor jeg har haft galleri hos et firma. De trækker flere nye virksomheder til, fra hele Nord -og Midtjylland.

Her tilbydes Kom I gang lokaler, med 3 mdr. gratis husleje, og Kom igang skriveborde.
En god hjælpende hånd, til dem der gerne vil have deres virksomhed – ud over rampen –

Her holder de temamøder, hvor iværksættere erhvervsfolk, banker, revisor, regionsvæksthuse og lignende er med, så man kan gå rundt og snakke med hinanden, og få skabt netværk, få en snak med en bankmand om økonomi og lån penge. Ja listen er lang….

Jeg ved at den metode har skabt vækst af flere nye virksomheder som har etableret sig der. Det skaber netværk, og mere arbejde imellem dette netværk af virksomheder. Jeg kunne godt tænke mig, vi gjorde noget tilsvarende her i kommunen.

Vi kunne skabe mere udvikling i Tirstrup omkring lufthavnsområdet, området er ideelt specielt til eksportfirmaer.
For nylig åbnede Unicef et nyt kontor og lager inde midt i København. Men hvorfor kunne det ikke lige så godt have ligget ude ved Aarhus Lufthavn i Tirstrup, derude har vi masser af plads til den slags store lagre.

Hvorfor har folketingspolitikerne ikke set på denne mulighed, frem for inde midt i KBH. hvor huslejen er større end prisen på spidsen af en jetjager. Hvorfor har ingen kastet et kort med Djursland ind i puljen. Så kunne det jo være, vi på sigt fik mere udvikling herude. Nogle politikere har sovet i timen, så også Molslinien stille og roligt har flyttet færgerne til Århus. Hvorfor protestere vi ikke. Skal vi sidde hjemme i sofaen, og se på, at udvikling bliver til afvikling?

Vi skal tilbyde erhvervslivet mulige ”rammer” . Vi skal ud til erhvervsskoler, universitet, udviklingsparker i forbindelse med højere læreanstalter. Have kontakt til Teknologisk Institut, landbrugsskoler, vi skal finde dem, der vil udvikle nye produkter. Dem der vil skabe forbedring af organisationen. Dem der vil ud og opdyrke nye markeder. Have fat i dem som vil skabe udvikling af ny markedsførings- eller forretningsstrategier.

Kort sagt, hente iderige og driftige personer med gode uddannelser hertil.

Fordi alle disse mennesker vil være gode skatteydere, hvis de bosætter sig nær deres job.

Mulighederne er til stede, det gælder bare om at komme ud og fortælle omverdenen, at her i Syddjurs Kommune er det faktisk bedre og billigere, at etablere sin virksomhed, frem for i Århus, Randers el. Silkeborg.

Vi skal ikke stoppes af ”visen” om E45. Alle kan ikke ligge langs med den.

Et dynamisk erhvervsliv er forudsætningen for velfærden i vort samfund. Vi har brug for iværksættere og folk, der vil tage fat, og skabe arbejdspladser.

Når der skal etableres en virksomhed så kigges på potentialer såsom. Den geografiske placering. Relevante grunde, ejendomme og lokaler, infrastruktur, synlighed og lokalmiljø. Kommunens lokalplaner, professionel service, sagsbehandlingstider, mulighed for godkendelse af det pågældende erhverv, arkitektur, udvidelsesmuligheder.

Hvordan er niveauet for skatter og afgifter! Hvordan er planlægning i kommunen med hensyn til/ giver plads til by- og erhvervsudvikling. Findes her erhvervsgrunde med plads til udvikling.

Kommunal kollektiv trafik. Adgang til kvalificeret arbejdskraft i området. Erhvervsfrekvens. Andel af 25/ 64 årige med min. Erhvervsuddannelse.
Hvad tilbydes af velfærdsydelser i form af børnehaver, vuggestuer, dagpleje, skolefritidsordning, folkeskoler.
Hvordan er niveauet for arbejdsgange/sagsbehandlingstider: Jobcentrenes indsats.
Hvordan er kommunens åbenhed omkring brug af private leverandører.

Nogle af disse parametre er nødvendige for, at vi kan tiltrække nye virksomheder til kommunen.

Vi har plads til nye. Kom i gang. Nu slår vi bolden til hjørne.

Der findes ikke fiasko - kun resultater. Lad os sammen komme ud af starthullerne og få markedsført vores kommune, som et visionært og fremsynet sted, hvor vi ikke kvæles af begrænsningerne.

Nu provokerer jeg jer alle derude.

Spørg jer selv om, hvem har lyst til at bo i en taberkommune, hvor begrænsningerne står i kø, foran udviklingen?

I hvert fald ikke mig.
Lad os få skabt en Tænketank for udvikling af både kommune og erhvervsliv."