Fortsæt til indhold

Skolestruktur - lad os gøre som i Hedensted

Samfund
Af Kim Lykke Jensen, byrådsmedlem for SF og kandidat til KV13:

"Hedensted er en kommune, der på mange måder kan sammenlignes med Syddjurs. Både i forhold til indbyggere og geografi. Her har man i bred politisk enighed besluttet at frede kommunens folkeskoler – og melde det klart ud, for ikke at skabe usikkerhed på skolerne og lokalområderne. I Hedensted Kommune har man 21 folkeskoler.
Jeg ville enormt gerne, at vi som politikere i Syddjurs kunne sende samme signal – ikke mindst set i lyset af den skolereform, der nu skal indfases på vore skoler og den øgede indsats i forhold til inklusion på skolerne.
I Syddjurs har vi som bekendt et par håndfulde folkeskoler i varierende størrelser. Selv om der er ret stor forskel i skolernes størrelse er der ikke den store forskel i pris pr. elev. Og selv de mest pessimistiske prognoser kan på ingen måde retfærdiggøre, at vi piller ved den eksisterende skolestruktur så langt øjet rækker. I mine øjne er der allerede blevet pillet rigeligt ved skolestrukturen i kommunens levetid.
I SF går vi til valg på ikke at lukke flere folkeskoler.
En velfungerende folkeskole og børnepasning i nærområderne er essentielt for en landkommune og en forudsætning for at sikre tilflytningen til de mindre byer.
Jeg synes derfor, at vi i fællesskab bør sende signalet om, at vi ikke lukker flere skoler i Syddjurs."