DEBAT Svar om trinbrættet i Laurbjerg
I foråret 2012 blev Borgergruppen ”Trinbrættet tilbage til Laurbjerg” dannet med det formål at arbejde tværpolitisk for et trinbræt. Borgergruppen fik opbakning fra foreningslivet og institutionerne i Laurbjerg, Vi har endvidere en Facebook-side ”Trinbræt tilbage i Laurbjerg” med pt. 319 medlemmer. Vi har derfor en stor lokal opbakning, ligesom vi arbejder sammen med byrådet om projektet..Du skriver, at anlægsprojektet vil beløbe sig til op mod 40 mio. kr. Jeg ved ikke, hvor du har dette tal fra. Den løsning, som COWI har foreslået, er anslået til 10,6 mio. kr., og jeg har ikke grund til at tro, at tallet skulle være ukorrekt.Du skriver også, at der kører busser igennem Laurbjerg ”flere gange om dagen”, og jeg forstår det sådan, at du ikke mener, at der er behov for et trinbræt. Der er ikke busdækning i weekender og om aftenen. Om dagen er afgangene begrænset. Hvad hjælper det, at jeg kan tage bussen til Aarhus, når jeg skal på arbejde, hvis jeg ikke kan komme hjem igen med bus? Får Arriva lov til at standse, vil der være to afgange i timen hver vej, også aftener og weekender. Det vil være en klar forbedring af den kollektive transport i området.Hvis Laurbjerg skal kunne tiltrække tilflyttere, kræver det, at vi får forbedret den kollektive transport, så man ikke skal have to biler pr. husstand for at bo her. Et trinbræt vil være en engangsinvestering, som hurtigt vil give afkast. Arriva vil gerne standse og bærer selv den økonomiske risiko for, om der er passagerer nok. Når Arriva tilbyder at standse, er det fordi de vurderer, at det er en god forretning. Faktisk har Arriva siden 2003 skabt en passagerfremgang på 26,3% på præcis den strækning, som Laurbjerg er beliggende på. Ingen anden strækning i landet har klaret sig så godt. Det tyder på, at Arriva ved, hvad de gør og har regnet på det, inden de sagde ja til at standse i Laurbjerg.Lige nu påbegyndes realitetsforhandlingerne i Folketinget om Timemodellen (dvs. at togturen fra Ålborg til København skal tage 3 timer), og det er væsentligt, at politikerne på Christiansborg er opmærksomme på Laurbjerg under forhandlingerne. Vi skal nemlig sikre, at der vælges løsninger for Timemodellen, som ikke er i modstrid med ønsket om et trinbræt. Jeg vil derfor opfordre de lokale byrådskandidater til at lægge pres på deres partis transportpolitiske ordførere. Ved fælles hjælp skal trinbrættet nok blive en realitet.