Ingen vækst i Norddjurs økonomien?
Venstres borgmesterkandidat Hans Husum gentog på gårsdagens vælgermøde i Nørager, at de positive økonomiske resultater i Norddjurs primært skyldes 'udligningskroner'
Er Norddjurs økonomien udelukkende holdt oppe af, at den mellemkommunale udligning sender millioner af kroner til Norddjursland tillige med andre statslige midler?
Det mener Venstres borgmesterkandidat Hans Husum, og han gentog det på søndagens vælgermøde i Nørager Forsamlingshus, hvor Venstre og Socialdemokratiet helt i pagt med traditionerne krydsede klinger.
Der er ikke kommet vækst i økonomien i Norddjurs under borgmester Jan Petersen, lød det fra Hans Husum, da Socialdemokratiets formand for partiforeningen i den vestlige del af kommunen, Ivan Hammer Sørensen, bad Jan Petersen og Hans Husum om at fortælle, hvordan de vurderede kommunens økonomiske tilstand.
"Norddjurs Kommune har en subsidieret økonomi, hvor udligningskroner og andre statslige midler hjælper os på indtægtssiden. På regnskabet for 2012 var der således 903 millioner kroner, der kom til os udefra", sagde Hans Husum.
"Det er ikke korrekt, at der ikke er sket vækst i økonomien", replicerede Jan Petersen.
"Vi kan nu se af tallene, at vi får flere skatteindtægter fra vores egne borgere, og det er et udtryk for, at væksten er kommet i gang i Norddjurs, og at det går den rigtige vej".
To forskellige udlægninger af status på Norddjurs økonomien, som ikke blev kommenteret yderligere.
Ivan Hammer Sørensen bemærkede, da han stillede sit spørgsmål, at samtlige 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer stemte for det kommende års budget.