Fortsæt til indhold

Ugens tilbud til butikker på Djursland

LAG Djursland inviterer de lokale butikker til en debat om fremtidens muligheder

Samfund
Af Martin Schultz

Normalt er det dagligvarebutikkerne, som har gode tilbud til deres kunder.
Men nu får butikkerne selv et godt tilbud, som de næppe bør afslå. Det kan nemlig gælde live eller død for de mindre dagligvarebutikker i yderområderne.
Bag tilbuddet står LAG Djursland, som vil tilbyde dagligvarebutikkerne i de mindre lokalsamfund på Djursland et udviklingsforløb, som skal ruste dem til at klare kampen mod storcentre, lukkelov og andre trusler.
Forløbet starter mandag 18. november, hvor LAG Djursland inviterer til fælles opstarts- og informationsmøde i Glassalen i Kolind.
”Herefter vil der skiftevis være fokus på de enkelte, deltagende lokalområder - og skiftevis på hele Djursland, hvor blikket løftes op i helikopteren, og der arbejdes med hele områdets potentialer,” siger koordinator Karen Just fra LAG Djursland.

Oplægsholdere udefra

Udviklingsforløbet henvender sig til butiksindehavere, forpagtere, bestyrelser, borgerforeninger og andre, som er interesseret i at bevare og udvikle deres lokale butik.
I løbet af vinteren vil deltagerne arbejde med emner som varesortiment, serviceydelser, kundeloyalitet, e-handel, kommunikation, netværksdannelse og andre emner med betydning for butikdsdrift.
Deltagerne inspireres undervejs gennem oplæg fra forskellige oplægsholdere, der kommer med input til for eksempel markedsføring, samarbejde, nye distributions- og varemuligheder.
Der bliver desuden lejlighed til at besøge andre landsbyer i Danmark, der har haft succes med at redde og udvikle deres butik.

Gratis at deltage

Koordinator Karen Just glæder sig til at komme i gang.
”Vi har allerede haft en del henvendelser fra butikker, der gerne vil deltage, så der er stor interesse for projektet. Som erhvervsdrivende kan det være rigtigt svært selv at skulle tænke nye tanker og finde på nye idéer efter lukketid, og lignende projekter andre steder fra har vist, at der i fællesskab ofte opstår nye tanker og muligheder,” siger Karen Just.
”Vi har ikke løsningen på alle udfordringer og spørgsmål, men vi tror på, at vi kan være med til at sætte nogle tanker og initiativer i gang, som kan hjælpe i den rigtige retning,” mener Flemming Petersen, der er formand for bestyrelsen i LAG Djursland
Det er gratis at deltage, men LAG Djursland forventer, at deltagerne lægger egne arbejdstimer i projektet.