Fortsæt til indhold

Borgerlisten støtter ikke Jesper Mathiesen som ny borgmester

Borgerlistens Jørgen Brøgger afviser, at han kan støtte en konstitueringsaftale, der har Socialdemokratiets Jesper Mathiesen som borgmester

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Jørgen Brøgger sagde det allerede på valgnatten: "Vi kan simpelthen ikke støtte en konstitueringsaftale, der har Jesper Mathisen som borgmester".
Mandag havde Borgerlistens genvalgte byrådsmedlem i Syddjurs ikke ændret opfattelse.
"Vi kan fortsat ikke støtte Jesper Mathiesen som ny borgmester, men jeg ønsker ikke tilføje yderligere", lød det fra Jørgen Brøgger mandag aften.
På valgnatten blev han og Borgerlisten koblet af konstitueringsforhandlingerne sammen med SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre, da der lige pludselig kom skred i tingene på initiativ af Venstre, der inviterede Socialdemokratiet til forhandlingsbordet støttet af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
En forhandling, der mundede ud i, at de tre borgerlige partier indvilgede i at gøre Jesper Mathiesen til ny borgmester mod, at Socialdemokraterne ikke fik formandsposter i de stående udvalg.

Både Wistoft og Bille spiselige

Det er ingen hemmelighed, at Borgerlisten har stor fidus til nuværende borgmester Kirstine Bille (SF) og gerne ser hende fortsætte de næste fire år.
Men Jørgen Brøgger afskriver heller ikke Venstres Claus Wistoft.
Den tidligere Ebeltoft borgmester vil af gode grunde ikke afsløre, om han eller andre, der ikke er med i den aftale som blev underskrevet på valgnatten, har gang i noget bag kulisserne i et forsøg på at påvirke magtspillet om borgmesterposten.
Jørgen Brøgger siger dog, at det umiddelbart kan være svært at få øje på, hvad der skal til for at åbne den nuværende aftale inden skæringsdatoen 5. december.
Jørgen Brøggers byrådskollega og listefælle i det nuværende byråd, Tommy Bøgehøj, appellerede forleden til i et læserbrev på lokalavisen.dk, at et flertal i det nyvalgte byråd fandt en løsning, der kunne gøre Claus Wistoft til ny borgmester.