Fortsæt til indhold

Den smukke Meilgaard Slotskro har fået et løft

Med gourmetkok Michael Andersens ankomst i køkkenet og en større ansigtsløftning i de smukke og historiske lokaler har Meilgaard Slotskro fået et pift

Samfund
Af Lars Norman Thomsen - fotos: Allan Trolle

Ejerne af det smukke Meilgaard Gods, der hæver sig smukt og hvidt ude i horisonten, når man i bil drejer ind på Meilgaardvej, hofjægermester, statsautoriseret revisor Michael F. Iuel og H.H. hofjægermesterinde Désirée Iuel, har udtænkt en ny vision for Meilgaard Slotskro.
Den lyder på at skabe et kulinarisk fyrtårn på Norddjursland som ved anvendelse af lokale og egnstypiske råvarer og retter kan betjene såvel lokalbefolkningen som rejsende med god mad og oplevelser på hverdage, særdage og mærkedage.

Trojkaen, der skal løfte Meilgaard Slotskro. Fra v: Køkkenchef Michael Andersen, Cheftjener Menna Andersen og som restaurationschef og event manager Prinsesse Ilona zu Schaumburg-Lippe Prinsesse Ilona zu Schaumburg-Lippe (th) supplerer

Gastronomi på højt niveau

At det ikke bare er smukke ord på et hvidt stykke papir har ejerne af Meilgaard allerede vist ved at knytte Michael Andersen til slotskroen som fast køkkenleder.
Og det er ikke bare en Hr. Hvem som helst, som nu regerer i køkkenet.
Michael Andersen vil lokalt være kendt for sin tid på Den Gamle Kro i Hornslet, som han gjorde kendt viden om for gastronomi på højt niveau med sin tryllerier i køkkenet.
Fisk og vildt var Den Gamle Kros speciale, og Michael Andersen havde en gastronomisk finger på pulsen, når han sammensatte kroens spændende menuer. Det traditionsrige danske egnskøkken var bredt repræsenteret, og blev tilberedt efter originale opskrifter.

Meilgaard Slotskros smukke indre har fået et nyt og friskere udtryk med tydelig respekt for kroens historie.

På Curacao

Michael Andersen har tidligere også slået sine folder i udlandet, hvor hans sidste udenlandske udfordring som kok var på Curacao i Caribbean på et velrespekteret hotel som tiltrak øens kreative klasse såvel som den hollandske kongefamile, når disse besøgte øen.
Michael Andersen og hans crew med cheftjener Menna Andersen i spidsen er tændt på opgaven på Meilgaard Slotskro, hvor faciliteter, selskabslokaler og omgivelser har et smukt og særegent look til både at rumme de store familiefester, større receptioner, konferencemiddage og virksomhedsarrangementer.
“Michael Andersen er den helt rigtige til at løfte vores vision for Meilgaard Slotskro,” fastslår Michael F. Iuel.

“Michael Andersen kan anvende og profilere lokale råvarer, herunder særligt fisk, vildt, kød og grøntsager fra Norddjursland.”

Meilgaards ejere, Michael F. Iuel og hustru Désirée Iuel har tænkt nye tanker om kroens fremtid.

Nye og venlige lokaler

Désirée og Michael F. Iuel har med hjælp fra indretningsarkitekt og restaurationsdesigner Jarl Witzke, Charlottenlund, givet det store selskabslokale en renæssance med hvide farver, smuk og dæmpet belysning fint afstemt med det nye møblement.
Den store hall, der byder gæsterne velkommen, har også fået en ansigtsløftning, men historie emmer stedet fortsat af.
Den tidligere hestestald er der også planer om at give en kærlig hånd ikke så langt ud i fremtiden, når den ny vision, det nye koncept, har vist sin bæreevne.
“Vi vil gerne inkorporere hele herregårdsmiljøet med kroen og hovedbygningen som fikspunkter i et samlet brand som vægter råvarer og oplevelser,” forklarer Michael F. Iuel.

Alt indmad i kroen er blevet udskiftet.

Alle niveauer for en fest

Michael F. Iuel gør meget ud af at understrege, at nok har han og hustruen formuleret en ny og klarere vision med Meilgaard Slotskro, men også at den er formuleret i stor respekt for det lokale miljø, som slotskroen i mange, mange år har været en stor del af.
“Vi vil fortsat være stedet, hvor der kan afholdes de store, lokale familiefester, som bryllupper, konfirmationer og runde fødselsdage, og vi kan sammensætte arrangementer helt efter det niveau, som vores gæster ønsker det,” lover Michael F. Iuel.
Han håber, at Meilgaard Slotskro kan blive hele Norddjurslands leverandør af kunde- og personalearrangementer for større virksomheder og arbejdsgivere. Hertil kommer, at Slottets lokaler og faciliteter kan anvendes til særlige arrangementer.
“Vi kan sagtens lave det helt ekstravagante, hvis det er ønsket, og dermed tror vi også på, at vi nu kan tiltrække en endnu større kreds af gæster.”

Køkkenchef Michael Andersen og cheftjener Menna Andersen har en fast stab af tjenere, der er klar til at supplere ved store arrangementer.
Meilgaard Slots smukke og store park er et eldorado det meste af året, som voksne gæster kan benytte, når de trænger til at komme udendørs. Parken er også et glimrende fristed for børn ved større familiearrangementer.
Sådan ser et veldækket bord ud på Meilgaard Slotskro.