Partisoldater på Djursland mangler fokus på nærdemokratiet
"Blandt regionsrådets medlemmer er der kun to, som selv kunne samle det nødvendige stemmetal på næsten 18.000 pers. stemmer pr. mandat for selv at komme i regionsrådet. Det er spidskandidaterne for de to store partier Socialdemokratiet og Venstre - En af grundene til, at vi taler om præsidentvalg. Bent Hansen blev suveræn vinder med 104.064 stemmer. Han ville som den allermest og måske eneste virkelig kendte person i regionsrådet under alle omstændigheder blive genvalgt.
Der er langt ned til nr. 2 - fhv. Borgmester Flemming Knudsen, Aarhus med 10.144 stemmer.
Hos Venstre opnåede spidskandidaten Anne V. Kristensen, Horsens 25.950 stemmer med 13.688 til listens nr. 2 Ulla Diderichsen, Herning og 12.085 stemmer til Jørgen Winther, Randers på 3. pladsen.
Når Bent Hansen stormer ind med så stort et stemmetal "slæber han med sig" kandidater med ganske anderledes små stemmetal. Den sidste socialdemokrat, som kom med i rådet (Birgitte Svenningsen, Aarhus) fik således 2538 stemmer.
Søren K Lauridsen, Syddjurs mangler derfor kun 1134 stemmer for at komme i regionsrådet i stedet for Birgitte Svenningsen. Alene de mange listestemmer(1652 på liste A i Syddjurs) kunne have bragt Søren K i regionsrådet, hvis partisoldaterne havde stemt lokalt.
Hvorfor stemmer 4324 socialdemokratiske vælgere i Syddjurs på Bent Hansen, og hvorfor vælger 1652 at krydse listestemme i stedet for pers. stemme, når de socialdemokratiske vælgere meget, meget let kunne have valgt Søren K. Lauridsen her fra Syddjurs ind i Regionsrådet?
Så havde Djursland da fået 2 socialdemokrater i regionsrådet. Ovenikøbet én, der ville arbejde for at flytte akutlægebilen i modsætning til Iversen, Grenaa, som vil fastholde bilens placering i Grenå.
Nu gik samtlige socialdemokratiske stemmer på Djursland til at fastholde bilen i Grenå!
Peter Krogh-Meyer manglede 2429 stemmer for at slå den sidst valgte på Venstres liste, (nr. 37 Ole Davidsen, Aarhus, der fik 3787 stemmer). Men også Venstres vælgere i Syddjurs gav deres stemme til helt andre i regionen. Således fik Jørgen Winther, Randers 1396 stemmer i Syddjurs, Anne V. Kristensen, Horsens 799 og antallet af listestemmer fra partisoldaterne til Venstre rundede 2403.
På samme vis kunne Venstre sagtens have sat Peter Krogh-Meyer fra Syddjurs i regionsrådet - som den sidst valgte Venstremand. Igen en person, som ville arbejde for at flytte akutlægebilen til en central placering midt på Djursland.
Nu gik samtlige Venstre stemmer på Djursland til at fastholde bilen i Grenå.
Tilbage står, at Djursland meget let kunne have fået tre mandater i regionsrådet.
Vi forsøgte ellers før valget, så godt vi kunne, at få flest muligt valgt på Djursland– men det hjalp desværre ikke:
http://syddjurs.lokalavisen.dk/rv13---debat-det-handler-om-tryghed-og-liv-paa-djursland/Syddjurs-Lokale-nyheder/20131118/valglaeserbrev/131118909/1506"