Holdspiller dømt ude
Socialdemokratiets Mogens Petersen mistede sit byrådssæde, og det er han afklaret med. Det blev afgørende, han mistede terræn i Hornslet
Et kommunalvalg er rig på vindere og tabere, glade smil, bristede forhåbninger og skuffede forventninger.
For hovedparten af kandidaterne er det hjerteblod, de byder ind med, og det gør ondt, når de dumper til den store eksamen.
En af de, der 'dumpede' denne gang var Socialdemokratiets Mogens Petersen, 59, som blev valgt ind i Syddjurs Byråd første gang ved valget i 2005 og har været med lige siden.
209 personlige stemmer var ikke nok til at sikre Mogens Petersen, som bor i Skørring, nye fire år på en frontposition i lokalpolitik.
Skuffet
"Jeg er naturligvis skuffet, men også afklaret med det", siger Mogens Petersen. "Jeg havde allerede før valget erkendt, at det kunne gå sådan, fordi vi i Socialdemokratiet denne gang stillede med flere kandidater i Hornslet end tidligere".
Satte til i Hornslet
Mogens Petersens personlige stemmetal, 209, er nøjagtigt det samme som blev ham til del ved ved valget.
Forskellen er blot, at hans score denne gang skulle have været højere, fordi også valgdeltagelsen var betydeligt højere end i 2013.
"Jeg er gået frem i Ådalen og Mørke, mens jeg er gået tilbage i Hornslet, og det blev afgørende", konstaterer Mogens Petersen.
Konen glæder sig
Mogens Petersen frygter ikke det tomrum, der nu uvægerligt vil opstå efter årsskiftet, når han ikke længere skal bruge ferier og weekends på at kæmpe sig igennem et bjerg af politiske dagsordener og papirer.
"Overhovedet ikke", kommer det prompte.
"Min kone glæder sig til, at jeg får mere tid til hende og resten af familien, og så har jeg en vennekreds som også er blevet forsømt".
Mogens Petersen har i lang årrække været leder af SFO Trekanten i Hornslet, og det betyder, at han rent arbejdsmæssigt ikke kommer til at trille tommelfingre.
"Lige nu er jeg i fuld gang med sammen med ledelsen på Hornslet Skole at gøre klar til indførelsen af den ny skolereform fra det kommende skoleår. En stor opgave, så jeg får nok at se til", griner den altid slagfærdige Mogens Petersen.
"Jeg kommer selvfølgelig til at savne at være tæt på lokalpolitik, og de beslutninger, der træffes. Når du er ude, kan du bare ikke følge med på samme måde, fordi du ikke er en del af maskinrummet".
"Man knytter selvfølgelig også venskaber på kryds og tværs i lokalpolitik, og jeg kommer til at savne de gode diskussioner med kolleger fra andre partier, som jeg har nydt meget at være en del af".
En holdspiller
Mogens Petersen har altid været socialdemokrat så længe, han kan huske. Fra de yngre dage husker han dog, at han var meget fascineret af det daværende VS på grund af Preben Wilhjelms "ubestridelige dygtighed som politiker".
Ingen tvivl om, at det er et tab for især kommende borgmester Jesper Mathiesen, at Mogens Petersen nu er ude.
De to har altid været tæt på hinanden og diskuteret den politiske dagsorden.
Socialdemokratiet har mistet en holdspiller i gruppen - ingen tvivl om det.