Slut for Syddjurs med at være til grin
42 årige Jan Kjær Madsen, Hornslet, leverede valgets største overraskelse, da han med 342 personlige stemmer distancerede Det Radikale Venstres mangeårige byrådsmedlem og spidskandidat med 20 stemmer og dermed banede vejen for et tronskifte og fire år i b
Jan Kjær Madsen er mere global end han er lokal.
Det nyvalgte byrådsmedlem for Det Radikale Venstre er nok gammel Hornslet-dreng, men ti år i København, hvor han blandt andet færdiggjorde sin landbrugsuddannelse (cand. agro) og involverede sig i studenterpolitik, er stærkt medvirkende til, at han aldrig bliver sognerådspolitiker.
"Jeg flyttede tilbage til Hornslet i 1998, og min familie og jeg er meget involveret i byens liv, men det udelukker ikke, at jeg kan mene, at rådhuset er placeret godt i Ebeltoft, for det mener jeg", understreger det nyvalgte radikale byrådsmedlem, der med tyve stemmers overskud til Det Radikale Venstres nestor, nuværende byrådsmedlem og spidskandidat, Carsten Bech, Ugelbølle, lige netop kilede sig ind foran denne og efterlod Bech på sidelinien.
"Jeg var da vildt glad på valgaftenen, men også ked af det på Carstens vegne, fordi jeg har stor respekt for hans indsats i lokalpolitik og for hans fine måde at inddrage vi andre kandidater i valgkampen."
I politikerlære
Jan Kjær Madsen erkender, at han nu skal til at lære at gebærde sig i lokalpolitik, og allerede på valgnatten fik han at mærke, hvad lokalpolitik også er.
"Jeg kom ret sent til rådhuset i Ebeltoft, hvor konstitueringsforhandlingerne allerede havde været i gang i mange timer," fortæller Jan Kjær Madsen.
"Jeg bliver så inviteret med til bordet, fordi det var en kendsgerning, at jeg og ikke Carsten var valgt. Politisk naiv, som jeg er, troede jeg, at vi skulle til at diskutere lokalpolitiske visioner for de kommende fire år, men alle kiggede på mig, og så forstod jeg, at spillet kun handlede om personer og formandsposter".
Slut med at være til grin
Jan Kjær Madsen, som arbejder som stationsleder ved Falck på Djursland og i Randers og driver selvstændig virksomhed, vedgår gerne, at personsnak og lokalpolitiske konflikter interesserer ham meget lidt.
"Når jeg snakker med kolleger i Aarhus om Syddjurs, så minder de mig altid om den farce, der udspillede sig ved valget i 2009. Sådan noget skal vi undgå, det er dårlig markedsføring af kommunen, og det er bestemt ikke til gunst for hverken bosætning eller en appel til nye virksomheder om at flytte til Syddjurs".
Plusser og minusser
Jan Kjær Madsen er meget lidt bombastisk, når det gælder om at bedømme, hvem det vil være bedst til at varetage borgmesterposten i Syddjurs.
"Et flertal har peget på Jesper Mathiesen, og det respekterer jeg vel vidende, at jeg kan blive ringet op og bedt om at tage stilling til en anden. Der er plusser og minusser ved både Jesper Mathiesen, Kirstine Bille og Claus Wistoft, men jeg vil hellere snakke politik og fremtid ".
Rosenholmvej
En ting lover Jan Kjær Madsen at bringe på dagsordenen, når han tiltræder: Trafiksikring på den befærdede Rosenholmvej gennem Hornslet By: "Det lovede jeg under valgkampen, og det står jeg ved. Jeg har selv tre børn, der skal over vejen hver dag, så jeg ved, hvor farligt det er, og der skal handling til nu".
"Men ikke kun, fordi det er i Hornslet. Er der andre byer, der har lignende trafikfælder, så vil jeg også kæmpe for dem", lover den nyvalgte radikaler, som siden 2009 har været med i kommunens Hegnssyn og Fredningsnævn.