Fortsæt til indhold

Vinter melder pas på politisk fremtid

Borgerlistens spidskandidat Hardy Vinter har lukket totalt ned for en fremtid i lokalpolitik

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Det er slut nu. Ved næste valg vil jeg være 64, og derfor har jeg meddelt Borgerlistens koordinationsgruppe, at jeg ikke længere er til rådighed, hverken i listens bagland eller ved næste kommunalvalg i 2017", lyder meldingen fra Hardy Vinter, Borgerlistens spidskandidat, der med 165 personlige stemmer måtte se sig besejret af både Jørgen Brøgger, Ebeltoft, som fik det mandat, der blev Borgerlisten til del ved dette valg, og ligeledes af Peter Andersen med 190 personlige stemmer, og Christian Gøthche, Knebel, med 171 personlige stemmer.
Hardy Vinter slutter hermed en lang politisk karriere i først den daværende Midtdjurs Kommune og siden de første fire år af Syddjurs Kommunes levetid. Han opstillede ikke ved valget i 2009, men gentagne opfordringer fra mennesker i det midtdjurske og en personlig utilfredshed med den førte politik i denne byrådsperiode motiverede Hardy Vinter til at forsøge et politisk comeback.

Frygten for stemmespild

Et politisk comeback blev det ikke til, og forklaringen er ligetil. Hardy Vinter fik ganske enkelt for få stemmer i sin normale højborg, Kolind.
"Det var i Kolind, at jeg skulle sikre mig mit politiske mandat, det var jeg fuldt ud klar over, men opbakningen var der ikke, og det tror jeg, der en god forklaring på", reflekterer Hardy Vinter.
"For det første er jeg oppe imod to borgmesterkandidater (Claus Wistoft (V) og Jesper Mathiesen (S), red.), der også bor i Kolind. For det andet er jeg flere gange i valgkampen blevet spurgt af lokale borgere i Kolind, om en stemme på mig kunne ske at gå til en af Borgerlistens repræsentanter fra Ebeltoft, og denne frygt, som helt tydeligt afspejler den øst-vest konflikt eller tankegang, som stadigvæk er en dagsorden i denne del af kommunen, tror jeg har kostet mig stemmer".

Borgerlisten Nord-Vest

Hardy Vinter udelukker heller ikke, på bagkant af valget, at det måske havde været oplagt at have lavet en selvstændig borgerliste med afsæt i den nord-vestlige del af kommunen.
"Det havde givet mulighed for at tone mere rent flag i valgkampen for mig og de andre kandidater fra denne del af kommunen, og det havde eliminieret den frygt hos eksempelvis mine potentielle støtter, at en stemme på mig ikke ville tilfalde en kandidat fra Ebeltoft", siger Hardy Vinter.
"Det siger jeg ikke for at genoptage øst-vest diskussionen, men i erkendelse af, at der er mange følelser hos borgerne, som ikke må undervurderes.