K og V havde ikke en aftale i 2009
"Den findes kun i John Køhlers fantasi," siger borgmester Erik Lund
"Det er simpelthen ikke rigtig, at Konservative og Venstre havde en aftale i 2009. Der har aldrig været hverken en skriftlig aftale, en mundtlig aftale eller blot en tilkendegivelse om, at en sådan aftale forelå. Den findes kun i John Køhlers fantasi."
Sådan siger Allerøds konservative borgmester, Erik Lund. Det sker i en kommentar til radikale Agnete Fogs udlægning af forløbet efter sidste valg. På Facebook skriver Agnete Fog:
'Ved sidste valg havde V og K indgået en aftale om, at den der først kunne samle 11 bag sig, skulle være borgmester. Det kunne V/John Køhler. Den aftale brød K/Erik Lund ved at bryde vores konstituering med et (midlertidigt!) tilbud til S.'
Konservative havde kun én aftale, anfører Erik Lund:
"Og det var en aftale med S, SF og Blovstrødlisten. Aftalen gik ud på, at det største parti skulle besætte borgmesterposten. Kl. 20.30 på valgaftenen mødtes K, S, SF og Blovstrødlisten og konfirmerede aftalen, der betød, at Erik Lund skulle besætte borgmesterposten, hvis vi fik det flertal som den foreløbige optælling gav."
"Konservative havde altså ikke en aftale med Venstre og var desuden de første, der kl. 20.30 kunne præstere 11 mandater bag borgmesteren," siger Erik Lund og retter en opfordring til Agnete Fog:
"Prøv nu med lidt ærlighed og indrøm, at S, V og Radikale sad hjemme hos dig dagen før valget og lavede en aftalen om, at S skulle springe fra aftalen med K, SF og Blovstrødlisten og gøre John Køhler til borgmester, hvis K, SF og Blovstrødlisten ikke kunne præstere et flertal alene."