Helhjertet opbakning i Socialdemokratiet til aftale
Efter et møde i Socialdemokratiets Fællesledelse lørdag formiddag er meldingen fra partiets fællessledelsesformand, at alle S-medlemmer af det ny byråd og den øvrige ledelse bakker op om konstitueringsaftalen
Socialdemokratiets Fællesledelse har lørdag evalueret Kommunalvalget og den efterfølgende konstitueringsaftale på valgnatten, der bragte partiets borgmesterkandidat Jesper Mathiesen i borgmesterstolen, og opbakningen til resultatet er et fuldtonet JA.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som formand for fællesledelsen, Søren K. Lauridsen, har udsendt. Heri lyder det kort og godt:
"Fællesledelsen og den nye byrådsgruppe for Socialdemokraterne i Syddjurs har her lørdag formiddag holdt et møde, hvor både Fællesledelsen og byrådsgruppen uden forbehold har godkendt den konstitueringsaftale, som Socialdemokraternes forhandlergruppe på valgnatten indgik med Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, og som bl.a. fordeler borgmesterposten og formandsposterne for de stående udvalg.
Den nye konstitueringsaftale bygger på en filosofi om at kommunalpolitik bør baseres på et dybt seriøst, funktionelt tværgående flertal, der politisk dækker så bredt som overhovedet muligt. Derfor vil vi opfordre byrådets øvrige partier til at se på mulighederne for at tilslutte sig aftalen ved det konstituerende møde i det nye byråd i starten af december."
Gælder også Anette Quist Busk
Søren K. Lauridsen understreger overfor Lokalavisen, at også nuværende byrådsmedlem Anette Quist Busk, der opnåede genvalg, er enig i ordlyden i pressemeddelelsen.
Anette Quist Busk gjorde ellers opmærksom på natten til lørdag, at hun ikke kunne støtte den konstitueringsaftale, som partifællen, kommende borgmester Jesper Mathiesen sekunderet af et valghold, indgik på valgnatten sammen med Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, i alt 19 mandater ud af 27.
Det skrev hun i kommentarfeltet på syddjurs.lokalavisen.dk under et indlæg - KV13 - debat: Kun en anden Borgmester kan skabe kommunens fremdrift - fra nuværende byrådsmedlem Tommy Bøgehøj (Borgerlisten), der ikke genopstillede.
Her svarer hun pártifællen Carl Otto Christiansen, Hornslet, medlem af Den Socialdemokratiske Fællesledelse og forhandlergruppe, på følgende vis:
"Svar til Carl Otto, der åbenbart har behov for at tyvstarte lørdagens diskussion på fællesledelsesmødet om konstitueringsaftalen:
"Ja, vi socialdemokrater har en pragmatisk tilgang til det politiske arbejde. Derfor er udvalgsformands-posterne af afgørende betydning. I udvalgene føres den daglige politik - også når det handler om fremtidsstyringen af Syddjurs Kommune, der ligger mig meget på sinde. Her er F & I formandsposten af afgørende betydning og for væsentlig til fortsat at være i Venstres vold.
Derfor kan jeg ikke tiltræde konstitueringsaftalen."
Ingen tvivl om, at Anette Quist Busk har haft kig på formandsposten i FI-udvalget og skuffelsen over ikke at komme i betragtning til posten vejede tilsyneladende højere end en borgmesterpost til Socialdemokratiet og Jesper Mathiesen? - Nu er hun imidlertid vendt rundt på en tallerken eller erkendt de barske realiteter og konsekvenserne ved at gå solo?
Ville have betydet farvel
Lokalavisen har forsøgt at få kontakt til Anette Quist Busk, men uden held.
Havde hun stået fast på sin udmelding til Carl Otto Christansen, var hun også blev ekspederet ud af partiet med fynd og klem.
Anette Quist Busk er en politisk Drama Queen. Således meldte hun sig ud af Socialdemokratiet i Midtdjurs-perioden, da partiet medvirkede til at lukke Pindstrup Skole.
Den holdning bragte Quist Busk i byrådet på hendes egen sololiste, Midtdjurs Listen, og skaffede hende posten som viceborgmester.
Ved overgangen til Syddjurs nedlagde hun Midtdjurs Listen og hoppede over på Borgerlisten. Hun fik stemmer nok ved valget i 2005 til at komme med i det første Syddjurs Byråd sammen med tidligere Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger.
Allerede på valgnatten fortrød hun og overgik til at blive løsgænger for senere at blive optaget i Socialdemokratiet, hvor der ellers i gruppen var blandede følelser for at få 'den rygende pistol' med på holdet igen.
Socialdemokratiet meldte i god tid forud kommunalvalget ud, at partiet under ingen omstændigheder vil bryde en indgået konstitueringsftale, som det var tilfældet i 2009, hvor Jesper Mathiesen også kortvarig nåede at være borgmester, da partiet med ham som bannerfører underløb en aftale med Venstre og Konservative.
Med sin udmelding før mødet i Den Socialdemokratiske Fællesledelse ville hun have brudt det fælles kodeks og markeret, at hun ikke bakkede sin borgmesterkandidat og kommende borgmester op.
Ny borgmester med i ansættelsesudvalg
Det samme var i øvrigt tilfældet, da Jesper Mathiesen et år før valget ønskede at blive optaget i Økonomiudvalget for at blive klædt bedre på til opgaven som borgmesterkandidat.
Men partifællerne Kai Pedersen og Anette Quist Busk ville ikke afgive deres plads til partifællen, der måtte bide i det sure æble og acceptere tingenes tilstand.
Den opgave er overladt Økonomiudvalget plus gruppeformændene fra de partier, der ikke har sæde i Økonomiudvalget - altså også Anette Quist Busk, der har undsagt sin partifælle og kommende borgmesters forhandlingsmandat.
Der er dog enighed om i ansættelsesudvalget om, erfarer Lokalavisen, at Jesper Mathiesen inviteres med i til de kommende samtaler med syv udvalgte kandidater, så den kommende borgmester også får mulighed for at øve indflydelse på, hvem der der næste fire år skal være hans nærmeste topembedsmand.