Fortsæt til indhold

Valgplakaterne skal pilles ned inden midnat

Tirsdag hang der fortsat valgplakater på gader og stræder, men i dag ved midnat falder hammeren

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips, snore mv.) skal være taget ned igen senest 8 dage efter valgdagen ved døgnets afslutning.
Det vil sige, at valgplakater til kommunalvalget og regionsvalget tirsdag 19. november skal være taget ned igen onsdag 27. november 2013 ved døgnets afslutning.
"Stk. 2. I perioden fra den fjerde lørdag før valgdagen til 8 dage efter valgdagen må der i forbindelse med folketingsvalg, kommunale og regionale valg, valg til Europa-Parlamentet, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag, ophænges valgplakater på offentlige veje. Ophængning af valgplakater må ske fra døgnets begyndelse. Nedtagning af valgplakater og midler til fastgørelse af valgplakater skal være tilendebragt ved døgnets afslutning."

Sådan står der at læse i 'Lov om ændring af lov om offentlige veje og lov om private fællesveje'.
Hvis plakaterne ikke bliver taget ned, kan kommunen gøre det for ophængerens regning og bede ophængeren/kontaktpersonen om at afhente plakaterne inden 6 måneder efter valgdatoen. Valgplakater, der ikke er afhentet senest 6 måneder efter valget, kan blive destrueret.