Valget i Region Hovedstaden er godkendt efter fintælling
Efter fintælling tilfalder regionsrådets 41. mandat Venstres Erik Sejersten
Efter en fintælling på regionsgården i Hillerød fredag ligger det nu fast, at Venstre får 8 mandater og Liberal Alliance får 1 mandat i det nye regionsråd.
Det bliver dermed Venstres Erik Sejersten, der sætter sig på det 41. mandat i Region Hovedstadens regionsråd.
Det står klart efter, at valgbestyrelsen i Region Hovedstaden fredag aften endeligt godkendte regionsvalget.
21 stemmer skilte Erik Sejersten og Liberal Alliances Heidi Wang inden dagens fintælling. Fintællingen, kombineret med en tilbagemelding fra Brøndby Kommune, om at der var fundet stemmer på Venstre, som uretmæssigt var blevet erklæret ugyldige i første omgang, førte imidlertid til, at afstanden mellem de to kandidater steg til 24 stemmer.
På den baggrund vurderede Region Hovedstadens valgbestyrelse, at en fornyet fintælling på andre valgsteder ikke ville føre til et væsentligt ændret resultat med betydning for mandatfordelingen.