Fortsæt til indhold

Sensationel udvikling i Syddjurs - farce eller realitet?

Socialdemokratiets Jesper Mathiesen er ny borgmester i Syddjurs støttet af Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Socialdemokratiets Jesper Mathiesen prøvede det i 2009 - at sidde med palmerne og borgmesterkæden i en lille uges tid, før den historie stoppede.
Natten til onsdag blev han igen bragt op på den øverste politiske post i Syddjurs med støtte fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre - sammenlagt 19 mandater.
En konstellation, som kun de færreste havde set komme i løbet af valgaftenen og natten med.
Borgmesterposten lå ellers i hænderne på nuværende borgmester Kirstine Bille (SF), men denne satsede for ensidigt på, at Socialdemokratiet ville rette ind og støtte hendes kandidatur sammen med Enhedslisten, Borgerlisten Syddjurs og Det Radikale Venstre.
Venstre sparkede imidlertid døren ind til Socialdemokratiet og lovede partiet borgmesterposten støttet af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
"Da vi erfarede, at Kirstine Bille ikke havde tænkt sig at drage Venstre ind i forhandlingerne, måtte vi handle og gå efter mest mulig indflydelse på anden vis", forklarede Venstres borgmesterkandidat Claus Wistoft klokken 3.30 onsdag morgen til Lokalavisens udsendte.

Ikke ideel løsning

Claus Wistoft lagde ikke skjul på, at han langt fra ser konstellationen som hverken ideel og lykkelig for Syddjurs Kommunes fremtid.
"Men vi var tvunget til at gå efter maksimal indflydelse, og det blev så denne løsning".
- Holder den her konstituering vand ret længe Claus Wistoft?

"Det bliver ikke Venstre, der bryder en aftale. Det er ikke vores stil."
- Venstre har været meget uenige med Socialdemokratiet i væsentlige spørgsmål i denne valgperiode. Forestiller du dig, at det stopper?
"Det er jo op til den kommende borgmester at skaffe sig et flertal, fordi det er ham, der sidder for bordenden ved forhandlingsbordet".
- Man kunne sagtens forestille sig en ny borgmester, der jævnligt vil komme i mindretal, fordi Venstre og SF stemmer modsat sammen med et eller flere af de øvrige partier og lister i salen?

"Det er jo spillets regler. Sådan må det så være. Det kan meget vel være, at Venstre kan finde sammen i en ny periode med SF, som i denne, om politiske løsninger".

Tvivlsom aftale

Konstitueringsaftalen er rimelig kortfattet. Den fortæller kun, at Socialdemokratiet får borgmesterposten, 2. viceborgmesterposten og formandshvervet i PUK-udvalget.
De øvrige udvalgsformandsposter skal besættes af de øvrige partier i aftalen, men det bliver først aftalt senere på ugen, hvordan det skal ske - velsagtens på et aftalt møde torsdag, hvor kun de borgerlige partier deltager.
De tilbageværende, SF, Borgerlisten, Det Radikale Venstre og Enhedslisten kan tænkes at danne en valggruppe sammen for at sikre sig indflydelse på konstitueringen i forhold til den såkaldte DHondtske Metode.
Det vil betyde, at denne konstellation blandt andet skal have en formandspost i et udvalg.
Om det kommer så langt, er dog tvivlsomt, fordi konstitueringsaftalen mere af lavet af nødvendighed end af lyst - og i desparation som en slags tak for sidst til den nuværende borgmester fra Venstres side.
Mere taler for, at der vil ske ting og sager i de kommende døgn, når de ledende politikere har sovet på resultatet.
Bolden er lige nu hos SF og Kirstine Bille. Skal hun bryde tilbage og sikre sig mere indflydelse, skal hun og SF give Venstre et tilbud og et flertal, der kan bringe Claus Wistoft i borgmesterstolen.
Det bliver den mest sandsynlige udgang i næste runde og måske ikke den sidste? En tredje runde kan også blive aktuel - som det var tilfældet i 2009.