Tillykke til ny borgmester fra Enhedslisten Syddjurs
Enhedslistens nyvalgte byrådsmedlem, Jesper Yde Knudsen, er tilfreds med valget af Jesper Mathiesen som ny borgmester, men synes modsat ikke, at det er ideelt, at hovedparten af udvalgsformændene har en borgerlig kasket på
"Vi er glade for, at det lykkedes at få en rød borgmester og ønsker Jesper Mathiesen tillykke med valget. Vi håber på et godt samarbejde fremover", siger Enhedslistens nyvalgte byrådsmedlem i Syddjurs, Jesper Yde Knudsen, i en kommentar til Kommunalvalgets resultat.
Samtidig giver Jesper Yde Knudsen dog klart udtryk for skuffelse over, at det ikke lykkedes at lave en aftale sammen med SF og Socialdemokratiet.
"Vi beklager, at det på trods af et rødt flertal ser ud til, at de fleste af formandsposterne i udvalgene besættes med borgerlige politikere. Det er ikke den bedste løsning for Syddjurs", lyder Jesper Yde Knudsens vurdering.
Tilsammen har Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet 13 mandater ud af 27 i det ny byråd, så i Jesper Yde Knudsens regnestykke indgår også Det Radikale Venstre og muligvis også Borgerlisten, der begge var fortalere for på valgaftenen, at nuværende borgmester Kirstine Bille (SF) skulle fortsætte i borgmesterstolen med henvisning til hendes indsats de seneste fire år og hendes personlige stemmetal.
Socialdemokratiet henviste i stedet til, at partiet havde fået to mandater flere end SF, og derfor burde besætte borgmesterstolen.
Den manglende enighed udnyttede Venstre, støttet af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, til at gøre Socialdemokratiets Jesper Mathiesen til ny borgmester mod, at de tre partier fik lovning på at kunne besætte alle formandsposterne i udvalgene bortset fra PUK-udvalget, som SF står til at få, hvis partiet selv vil.