To kvinder rider ind fra vest
Venstres Rønnaug Engstad Laursen og SFs Helle Røge er to af de nye i Syddjurs Byråd. Begge debutanter formåede i en intens valgkamp at komme i sync med tilpas mange vælgere til, at de fik lidt af et gennembrud ved valget, og kan nu se frem til fire år på
To af de nye i Syddjurs Byråd kommer fra den vestlige del af kommunen.
Venstres Rønnaug Engstad Laursen, 36, bor sammen med mand og tre børn i Fårup ved Skørring, mens SFs Helle Røge, 49, bor i Hornslet sammen med sin mand.
Også hun er mor til tre børn. Begge har ikke rod i det rosenholmske, men har boet i området i så tilpas lang tid, at det var nok til at samle stemmer nok til at bryde igennem den lokalpolitiske lydmur.
Kom sent med
Rønnaug Engstad Laursen fik med 189 personlige stemmer det syvende af Venstres i alt otte mandater. Hun kom først med på listen efter, at partiet havde afholdt urafsteming, og derfor måtte Rønnaug Engstad Laursen nøjes med plads nummer 14 i Venstres kandidatfelt.
Udnyttede tillidserklæring
Helle Røge, 49 og uddannet kok, havde på forhånd fået en tillidserklæring fra SFs medlemmer. Ved urafstemningen placerede de hende således på pladsen umiddelbart efter spidskandidaten, nuværende borgmester Kirstine Bille.
Det udnyttede hun til at opnå Venstres tredje af i alt fem mandater med 152 personlige stemmer.
Satsede lokalt
Rønnaug Engstad Laursen, som egentlig stammer fra Norge, men flyttede til Danmark for 11 år siden, valgte at isolere sin valgkamp til udelukkende at foregå i Ådalen, og det var der en god grund til.
"Jeg har et godt netværk i Ådalsområdet, fordi jeg har været involveret i forskelligt bestyrelsesarbejde og ligeledes er aktiv leder i den lokale idrætsforening," fortæller Rønnaug Engstad Laursen.
"Med så godt et netværk var det naturligt at bruge krudtet i mit nærområde under valgkampen, og derfor har jeg ikke været særlig synlig andre steder."
Rønnaug Engstad Laursen har en bachelor i turisme, markedsføring, økonomi og ledelse.
Helle Røge har ikke været så bevidst strategtisk og sektiv i sin valgkamp, og det er en lære som hun vil bruge, når/hvis hun genopstiller om fire år.
"Jeg havde ikke på forhånd planlagt min valgkamp så tæt, som Rønnaug," indrømmer Helle Røge.
"Men jeg kan da sagtens se her bagefter, at man bliver nødt til at gøre det, hvis man vil være effektiv og målrettet," tilføjer hun.
Vælgermøderne
Både Rønnaug Engstad Laursen og Helle Røge havde heller ikke mange chancer for at komme til orde på de store vælgermøder.
Her satsede både Venstre og SF målrettet på spidskandidaten, Claus Wistoft (V) og Kirstine Bille (SF).
"Jeg tror ikke vælgermøder flytter så meget, som vi går rundt og tror," siger Helle Røge.
"Nej, det er mere den personlige kontakt med vælgerne, der gør en forskel," vurderer Rønnaug Engstad Laursen.
Fra nytårsskiftet sidder de med til højbords sammen med 25 andre i Syddjurs Byråd.
I starten skal de bruge tid på at lære den politiske metier, men de er godt hjulpet af, at både Venstre (8 mandater) og SF (5 mandater) har så tilpas store grupper, at de ikke kommer til at sidde som to gange 'Palle Alene i Verden'.
Torsdag 5. december debuterer de officielt, når det ny byråd mødes første gang for at konstituere sig.
Spørger man om Helle Røges politiske interesseområder, så kommer der hurtigt en række i spil: Børn og unge, familie, bosætning, kultur og ja, Helle Røge synes, at det kunne være godt, hvis SF fik en plads i byrådets pukudvalg efter næste valg.
Overskriften på Helle Røges politiske dagsorden er: Hvordan skaber vi en sammenhængende kommune? Dermed tager hun også hul på problematikken med Øst-Vest.
"Vi skal holde øjnene på den sammenhængende kommune, og hvad vi kan gøre for at skabe en større fællesskabsfølelse om kommunen hos alle. Et forslag kunne være at lave et kulturklippekort, så man havde en grund til at besøge hinanden i eksempelvis Rosenholm eller Ebeltoft for at se, hvad man har at byde. Hvis det kunne lade sig gøre, så kunne det bidrage til en større forståelse, områderne imellem," mener Helle Røge.