Sidste musikcafé på KulturHotellet
Jazz og latin med lokale musikere lukker torsdag aften for årets sidste musikcafé i Rønde
Torsdag aften holder MiR, MusikiRønde, den sidste månedlige musikcafé i år. Det sker i Teatersalen på KulturHotellet, da nedrivningsprojektet er udskudt på grund af behandlingen af den aktuelle lokalplansdiskussion.
Det sker med maner, når bandet Drive in jazz er klar med en god omgang jazz og latin musik.
”Der bliver lige dele af begge genrer, så man kan glæde sig til medrivende og glad musik. Publikum vil ikke kunne sidde i ro, de vil blive draget med i de svingende rytmer, som bandet har gjort til sit kendetegn,” mener musikcaféernes tovholder Ole Primdahl.
Drive in jazz består af Carsten Brix (trompet), Mogens Jørgensen (sax), Berit Møller (vokal), Frans Sørensen (trommer), Niels Hammer (piano), Hans Peter Stenbæk - kaldet HP (bas).
Forskellig musikbaggrund
Deres musikbaggrund er meget blandet og de har spillet i mange forskellige sammenhænge.
Men de mødtes på Kultur Hotellet til MiR's samspilsaftener. Først Mogens og Frans, der startede i 2006, lidt senere kom Carsten til, og så er de sidste tre kommet dryssende hen ad vejen med Berit som den nyeste. De blev det første resultat på et etableret band fra MiR's klubaftens miljø.
Udover jazzen og det latinske spiller de også lidt blues samt jazzede arrangementer af nyere hits. Deres repertoire består både af egne og andres kendte og mindre kendte numre - alle arrangeret af Mogens Jørgensen, der i en årrække også har været kasserer i musikforeningen.