Øster Alling tættere på Auning og omvendt
Den ny cykelsti mellem Auning og Allingkærvej ved Øster Alling blev indviet i lørdags - et godt eksempel på et stykke moderne pragmatisk lokalpolitik til små 3 mio. kroner midt i en valgkamptid
Der var en lille flig af valgkamp lørdag eftermiddag, da Jens Meilvang (I), formand for Miljø- og Teknikudvalget, klippede snoren til cykelstien mellem Auning og Allingkærvej ved Øster Alling langs den stærkt trafikerede Århusvej.
Blandt de fremmødte cyklister sås også de to lokale kandidater, nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Lars Sørensen (V) og Søren Mogensen (S).
I periferien løb turbo-motorcyklisten Jørgen Vest Rasmussen (Borgerlisten) rundt og filmede seancen med sit håndholdte kamera.
"Cykelstien er et godt eksempel på, hvordan man kan binde byer sammen i Norddjurs Kommune, og det er godt, når vi snakker bosætning," sagde Jens Meilvang blandt andet i sin indvielsestale, hvor han også kunne fortælle, at ikke mindst Øster Alling Borgerforening havde lavet et stykke effektivt lobbyarbejde forud for beslutningen i kommunalbestyrelsen.
Helt til Ring
Cykelstien er på små tre kilometer og har kostet i omegnen af 3 mio. kroner at anlægge.
"Vi havde håbet at kunne strække den helt til Ring, men det var ikke råd til en kilometer mere i første omgang. I Ring bor der ti børnefamilier, som jeg godt vil love, at vi håber at finde pengene til en kilometer længere cykelsti i den kommende periode i kommunalbestyrelsen," lovede Meilvang.
Han kunne også fortælle de cyklende borgere fra Øster Alling, at der meget snart bliver opsat et hastighedsdæmpende 60-kilometer trafikskilt på Allingkærvej og foretaget andre trafikdæmpende foranstaltninger, så cyklende børn og andre bløde trafikanter bliver mødt med tilpas hastighed og respekt, når de svinger fra cykelstien og ind på de sidste kilometer til Øster Alling.
"Nu er der ingen undskyldning længere for, at børnene fra Øster Alling cykler i skole," lød det fra Venstres Lars Sørensen, før alle tog turen til Auning og tilbage igen til Øster Alling Forsamlingshus, hvor Borgerforening og Kommune i forening var vært ved en lille indvielsesfest med pølser, øl, sodavand samt kaffe og kage.
Et stykke pragmatisk lokalpolitik i renkultur på en småregnende novemberdag midt i en kommunal valgkamp.