Fortsæt til indhold

Sparkede sejren hjem i de sidste sekunder

På et mål seks sekunder før tid vand Rønde Skole den traditionelle Trekantsturnering over Rønde Efterskole og Rønde Privatskole

Samfund
Af Martin Schultz

Nøjagtig som sidste år blev årets Trekantsturnering vundet i den sidste kamp af Rønde Skole foran næsen af Rønde Efterskole.
Gennem tre dage har elever fra 7. til 10. klasse dystet indenfor ti forskellige discipliner, og alligevel blev afgørelsen – ligesom sidste år – først fundet i den allersidste dyst i de tre Rønde-skolers årlige idrætsturnering.
En sejr over Rønde Skole ville have givet Rønde Efterskole den endelige sejr i den afgørende kamp i indefodbold mellem de skolers piger og få sekunder før tid stod det 3-2 til Rønde Efterskole.
Men pigerne fra Rønde Skole havde bolden og med kun seks sekunder tilbage satte Johanne Bro Lindblad fra 9a bolden ind lige under overliggeren til udligning 3-3.
Dermed sikrede Rønde Skole sig den endelige sejr under øredøvende jubel i den fyldte hal i Rønde Idrætscenter, hvor elever fra de tre skoler heppede deres kammerater frem til sejr i den sidste disciplin: indefodbold.

Rønde Skoles pigefodboldhold sikrede den samlede sejr ved at spille uafgjort med Rønde Efterskole.

Dyst i ti discipliner

Trekantturneringen er en 26 år gammel tradition i Rønde, hvor eleverne lever fra Rønde Skole, Rønde Privatskole og Rønde Efterskole dyster mod hinanden henover tre dage mellem kl. 12 og 15 i ti forskellige discipliner.
”Vi har mange forskellige discipliner på programmet for at aktivere så mange elever som muligt og for at komme rundt forskellige steder,” siger lærer Thomas Nielsen fra Rønde Skole.
Således starter turneringen om mandagen med stafetløb i Byparken og volleyball i Efterskolehallen.
Om tirsdagen er der håndbold og badminton i Rønde Idrætscenter, hockey i Efterskolehallen, og bordfodbold og skak i Efterskolens dagligstue.
Onsdag slutter stævnet med basketball, bordtennis og indefodbold i Rønde Idrætscenter.

Æren og håneretten

”Vi slutter altid med indefodbold i Rønde Idrætscenters store hal og det giver altid en meget engageret afslutning på turneringen, fordi mange elever bakker deres kammerater op i de afgørende kampe,” siger lærer Arne Tophøj fra Rønde Efterskole.
Der dystes hvert år om æren, håneretten og en vandrepokal, som i år på Rønde Skoles vegne blev modtaget af pigerne på fodboldholdet, som sikrede den endelige sejr med det uafgjorte resultat mod Rønde Efterskole.
”Trekantturneringen er en måde de jævnaldrende unge i byen kan møde hinanden på. Især kender mange elever på Rønde Skole og Rønde Privatskole hinanden i forvejen,” siger lærer Thomas Nielsen.

Drengeholdet fra Rønde Privatskole venter på at komme i aktion.