Stevns’ jobcenter for unge flytter til Campus Køge
UDDANNELSE: I starten af det nye år flytter Stevns Ungeenhed ind i Campus Køge – i lokaler på Køge Handelsskole.
Ungeenheden er den del af jobcenteret, som støtter unge ledige i at få en uddannelse. Ifølge parterne bliver ægteskabet mellem Stevns Kommune og Campus Køge en gevinst for de unge ledige og kommunen.
Desuden er samarbejdet helt i tråd med Campus Køges målsætning om at knytte endnu stærkere bånd mellem uddannelses- og erhvervslivet i regionen. For Stevns kommune har placeringen på campus været central.
- Det er vigtigt for vores indsats, at den udfolder sig i et uddannelsesmiljø, hvor de unge med det samme bliver mødt med hjælp til uddannelse. Desuden tror vi at samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne vil gi' den bedste effekt. De er jo eksperter på området. Derfor er vi meget begejstrede for, at det viste sig muligt at flytte ind på Køge handelsskole. Vi glæder os til samarbejdet, siger Hans Kristensen, Jobcenter Stevns.
Alle skal videre – uanset uddannelsesparathed
- Der vil være unge, som er meget uddannelsesparate og dem der er mindre parate. Der vil være plads til alle og vi koordinerer med andre uddannelsesinstitutioner uden for CAMPUS KØGE, men i rimelig geografisk afstand”, siger Tim Christensen, direktør på Køge Handelsskole.
- Vi har troen på dét og det samme har Stevns kommune – dette er gode forudsætninger for projektet. På Køge Handelsskole ser vi frem til samarbejdet og ser det som rigtig progressivt og flot, at Stevns kommune placerer deres ungeindsats i en anden kommune – det er der stil over”, siger Tim Christensen videre.
Fra januar vil der være 4-5 personer tilknyttet som fast personale til Ungeenheden – og de vil alle arbejde for, at flere unge påbegynder en kompetencegivende uddannelse inden for områder, der på den halvkorte bane vil mangle kvalificeret arbejdskraft.
Desuden vil indsatsen fokuseres, at det i højere grad lykkes for de unge at gennemføre uddannelsen.
Synergieffekt I Campus Køge
Ungdommens Uddannelsesvejledning (UUV Køge Bugt) forventes også at rykke ind i campus-området i nærmere fremtid.
Campus Køges koordinator Allan Corfitsen er glad for, at kræfterne samles:
-”Jo flere aktører fra regionens uddannelses- og erhvervssektor, der samler deres kompetencer på campus, jo mere nyder alle godt af den innovation og den synergieffekt, der opstår, når der samarbejdes på tværs, siger Allan Corfitsen.
- Det nye samarbejde mellem Stevns' jobcenter og Campus Køge er et lysende eksempel; Ved at koncentrere indsatsen, kan flere institutioner få ført f.eks. kontanthjælpsreformen ud i livet. Reformen kræver f.eks., at der skal ydes en målrettet 'indsats i et miljø, hvor uddannelse er i centrum' – det passer som fod i hose med de kompetencer, der i dag og fremover udgør en del af campusfællesskabet i Køge, slutter Allan Corfitsen.