Fem busser til glæde for de ældre i Syddjurs
Fem centerbusser kørte i kortege til Fregatten ”Jylland” ved ankomst af Ebeltofts nye centerbus
”-YES…vi gjorde det!”
Der blev vinket med flag og klappet i hænderne af et forventningsfuldt publikum, da de fem centerbusser en efter en drejede ind på Fregatpladsen i Ebeltoft foran gamle ”Jylland”, og bussen til Bakkegården og Søhusparken førte konvojen an.
Mens repræsentanter for Ebeltoft-busudvalget fyldte forreste – og nyeste – bus, var de fire øvrige busser fyldt med glade ”kolleger” fra busudvalgene fra Rønde, Ryomgård, Knebel og Hornslet, som mødte frem for at være med til at fejre, at nu er der hele fem busser på landevejen til gavn og glæde for kommunens ældre borgere.
Tak til alle som gav
Inden for i Fregatcafeen var der dækket op med champagne, lækre laksesnitter og frugt, og indsamlingskoordinator Peter Tofft, der bød velkommen, betegnede ankomsten af busserne som ”et smukt syn” og glædede sig over, at man nu var kommet i mål ved de involverede aktivitets- og træningscentre i Syddjurs Kommune
”Tak for den flotte indsats hele vejen rundt fra busudvalg, personalet på centrene og de mange private, handlende og foreninger, der har støttet med store og små bidrag. Uden deres hjælp var vort projekt aldrig lykkedes,” understregede Peter Tofft.
Et fælles skulderklap
Dagcenterleder Jette Skriver startede med at udråbe et glad ”Yes, vi gjorde det” sammen med gæsterne i fregatcafeen og rettede også en varm tak til alle sponsorer og andre, der havde hjulpet bussen i Ebeltoft frem mod målet.
Ninna Thomsen fra byrådet benyttede lejligheden til at rette en tak til hver enkelt af de fremmødte for en kæmpe fælles indsats.
”Det er flot, at vi her i Syddjurs har formået at samle ind til hele fem centerbusser,” sagde Ninna Thomsen.
Herefter kørte busserne i kortege gennem Ebeltoft og var også ude at vise flaget ved Søhusparken, som sammen med Bakkegården huser brugere til den nye og femte bus.