Marienhoffskolen skal have ny boss
Nuværende skoleleder Claus Peter Olesens afgang til Molsskolen betyder, at Marienhoffskolen i løbet af foråret 2014 skal finde en afløser
Syddjurs Kommunes skolechef Marit Aasland har inviteret Marienhoffskolens bestyrelse til møde torsdag 9. januar 2014 for at aftale procedure for ansættelse af ny skoleleder på skolen i Ryomgård.
Stillingen er blevet ledig, fordi den nuværende skoleleder, Claus Peter Olesen, 1. februar 2014 starter som ny chef på Molsskolen.
April eller august?
"Jeg vil gerne drøfte med bestyrelsen, hvordan vi tilrettelægger ansættelsesforløbet," forklarer Marit Aasland.
"Vi kan gå efter en hu-hej-løsning, så den ny skoleleder kan starte til april, men vi kan også aftale, at det måske er bedre, at en ny leder starter 1. august 2014 ved skoleårets start, men det skal skolebestyrelsen naturligvis være med til at afklare. Der kan være fordele og ulemper forbundet med begge løsninger."
Skolechefen peger på, at en ny leder måske vil få en bedre start ved først at tiltræde ved et nyt skoleårs start i stedet for tre måneder før det nuværende skoleår slutter.
"Der er årsplanlægningen jo på plads," siger Marit Aasland.
Tager tre måneder
Ifølge skolechefen tager det tre måneder at finde en ny skoleleder.
"Men vi kan godt nå det til april eller måske maj 2014, hvis ansættelsessamtalerne foregår i februar, og den udvalgte kan nå sige op inden 1. marts 2014," understreger hun.
Det er skolechefen som har kompetencen til at ansætte nye skoleledere, men det sker af gode grunde i tæt samarbejde med et ansættelsesudvalg bestående af repræsentanter for skolebestyrelsen, ledelse og medarbejdere på skolen.
Marienhoffskolen er den tredje skole i Syddjurs, der skifter skoleleder i indeværende skoleår.
Tidligere har Kolind Centralskole og Molsskolen gjort det.
Interessen for stillingerne har været gode, men skolechefen håber ikke, at der kommer yderligere til lige med det første.
"Nej, nu må det godt stoppe," griner hun.
Viceskoleleder tager over
Skolechefen skal inden jul mødes med Marienhoffskolens viceskoleleder Birger Graversen for at aftale ledelse, når Claus Peter Olesen stopper og frem til en ny mand eller kvinde sparker døren ind til chefens kontor.
Kutyme er. at viceskolelederen konstitueres i skolelederstillingen, mens den er vakant.