Byrådsflertal risikerer at sabotere folkeskolereformen
"Til næste skoleår træder den ambitiøse folkeskolereform i kraft. Indtil da arbejdes der på højtryk ude på skolerne for at gøre de mange fine hensigter til virkelighed.
Men allerede nu er skolerne udsat for benspænd fra Folketinget og Syddjurs Byråd. Der er nemlig ikke fulgt penge med til hele den store udvidelse af timetallet.
Derfor har et enigt byråd i Syddjurs Kommune vedtaget, at lærerne skal undervise 2 klokketimer mere om ugen. Det betyder reelt, at der skal udføres 10% mere arbejde på den samme tid. Dermed bliver der mindre tid til forberedelse, og kvaliteten i undervisningen risikerer at falde.
Derudover har byrådet vedtaget, at kun 20% af de nye understøttende timer skal varetages af lærere. Resten skal klares af pædagoger. De understøttende timer skal give bedre mulighed for f.eks. faglig fordybelse og differentierede undervisningsformer. Når kun 20% af timerne varetages af lærere, risikerer man at miste sammenhængen med de fagopdelte timer.
Dermed risikerer man at tabe skolereformen på gulvet, inden den er blevet til virkelighed.
Enhedslisten foreslår:
- - Opretholdelse af den nuværende tid til forberedelse. Kvalitet kræver tid.
- - 50/50 fordeling af lærere og pædagoger i den understøttende undervisning for at give sammenhæng i undervisningsdagen.
- - Finansieret inklusion. Der skal ressourcer og kompetencer til, at inklusionen kan lykkes til gavn for alle børn.
- - Ordentlige arbejdsvilkår for lærerne f.eks. tidssvarende arbejdspladser.
- - Max 24 elever i klasserne."