Fortsæt til indhold

Valget kan afgøre ny skøjtehals skæbne

Kun det nuværende flertal bag aftalen om næste års budget giver fuld opbakning til masterplanen for idrætsparken, hvor en ny skøjtehal er første skridt, viste vælgermøde om den lokale idrætspolitik

Samfund
Af Peter Klar

Resultatet af kommunalvalget i Hørsholm kan få direkte indflydelse på, om skøjtefolkets længe ønskede nye ishal bliver realiseret eller ej.
Det stod klart på vælgermødet om den lokale idrætspolitik arrangeret af Idrætsrådet og Hørsholm Idræts Union onsdag 6. november på Rungsted Gymnasium.
"Hold nu fast," sagde Henrik Klitgaard, Radikale, til de fremmødte repræsentanter fra idrætsklubberne: "Kun 12 af kommunalbestyrelsens 19 medlemmer har skrevet under på budgetforliget. De 80 millioner kroner til investeringer i Idrætsparken er kun til stede, så længe forligspartierne har flertal og kan forsvinde igen som dug for solen".
Både Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Hørsholmlisten erklærede deres modstand mod den såkaldte masterplan for modernisering af Idrætsparken, hvor etablering af en ny ishal er første skridt.
"Hvem bygger vi den for. Er det så Rungsted Ishockey Klub igen kan sole sig blandt de store efter at være gået konkurs tre gange? Det er bredden, vi skal støtte," sagde Birger Bøgeblad, Venstre, og slog i stedet et slag for sit partis alternative budgetforslag og forslaget om fire nye udendørs hard court tennisbaner, der kan omdannes til skøjtebane om vinteren.
"Kommuner skal som udgangspunkt holde sig til kommunale kerneydelser. Ja, frivillig idræt skal have så gode muligheder som muligt, men når man investerer i sådan noget, skal man vurdere, om der er noget, der er vigtigere end en ny hal," sagde Niels Anker Hansen, Liberal Alliance.
"Vi siger nej til forkromede planer. Tag i stedet en sportsgren ad gangen. For eksempel støtter jeg da gerne en ishal mere, så ikke man skal stå op klokken fem for at få istid. Men det går galt, når det skal blive for stort. De behov, der vil være, kan man altid finde en løsning på," sagde Ib Lunde Rasmussen, Hørsholmlisten.
Nede fra et af ishockeyklubbens borde i salen lød det, at man havde en "gave" til Venstre, idet Gågadeforeningen i forvejen skulle have planer om at lave en skøjtebane:
"Så brug hellere dialogen med repræsentanter fra Idrætsrådet i stedet for at opfinde jeres egen plan".
Også den mangeårige ishockeytræner Per Holten Møller rejste sig op:
"Når man gerne vil være eliteidrætskommune, synes jeg, at man skal leve op til masterplanen og investere i fremtiden, når nu man har pengene, så det ikke bare bliver tomme løfter, hvad jeg synes, det har været gennem mange år. Der skal nye bygninger til, hvis vi skal fastholde de mange dygtige unge idrætsfolk, vi har," sagde han.
Trods løbende revision af Idrætsrådets såkaldte prioriteringsliste har en ny skøjtehal ligget øverst på listen siden 2000.
Budgetforliget, der med udgangspunkt i masterplanen ønsker at realisere skøjtehallen i de næste par år, bakkes op af Konservative, Borgerlisten, Socialdemokraterne og SF.
"Vi har i Hørsholm 25 sportsforeninger med over 11.000 medlemmer. Budgetforliget kan rette op på nogle af manglerne. I Konservative vil vi gerne være med til at gennemføre disse planer i samarbejde med Idrætsrådet, som ved, hvor skoen trykker. Det er urimeligt, at små børn skal spille ishockey klokken halv syv om morgeen," sagde Nadja Maria Hageskov, Konservative.