400 kunder holder sølvbryllup med varmeværk
Thorsager Fjernvarmeværk kan fejre 25 års jubilæum og har fornylig tilsluttet kunde nr. 400
”Nu er der ro om fjernvarmen”.
Det forsikrer i hvert fald driftsleder Svend Arvesen og bestyrelsesformand Jens Quist fra Thorsager Fjernvarmeværk.
Varmeværket kan i disse dage fejre sit 25 år jubilæum og kan også fejre, at man i september rundede tilslutning nr. 400, da familien Sjællænder på Finkevej udskiftede et 30 år gammelt jordvarmeanlæg med en tilslutning til fjernvarmen. Siden er antallet af forbrugere vokset til 403.
”I starten var der masser af debat og utilfredshed med fjernvarmens priser,” husker Svend Arvesen, som har været driftsleder gennem alle 25 år.
Der var 180 husstande med i starten, men der blev ikke udstykket grunde i en takt som forventet og det satte varmeværket under pres.
”Der blev talt om at Rønde og Thorsager varmeværker havde nogle af landets højeste priser,” siger Svend Arvesen.
Ja tak til udstykninger
Men siden er bøtten vendt. Rønde Fjernvarmeværk har gennem de senere år næsten fordoblet antal af forbrugere og er tæt på den billigste femtedel af landets varmeværker.
Thorsager Fjernvarmeværker kan ikke på samme måde forbedre sin rentabilitet, fordi forsyningsområdet er mere afgrænset. Men med over 400 forbrugere ligger varmeværket i dag midt i feltet af danske fjernvarmeværker med en opvarmningspris på omkring 17.000 kr. på et standardhus på 130 kvm.
Der har været tvungen tilslutning i forsyningsområdet siden 1997, så alle nye huse i Thorsager får fjernvarme.
”Men vi kunne godt tænke os nogle flere udstykninger, for det er den eneste vej til nye kunder,” siger formand for Thorsager Fjernvarmeværk, Jens Quist.
En mega reservetank
Thorsager Fjernvarmeværk fyrer med halm fra lokale landmænd. Varmeværket har som stand by et oliefyr, men det har ikke været i brug siden 2007.
”Vores varmeværk er teknologisk opdateret og i en fin stand,” fortæller driftsleder Svend Arvesen.
”Vi skiftede til en god og effektiv ny halmkedel i 2007 og fik samtidig en akkumuleringstank. Her opbevarer vi 1 mill. liter vand med en temperatur på 96 grader.”
Vil og skal spare
Nyeste tiltag for at forbedre værket og dermed forbrugernes økonomi er den såkaldte motivationstarif.
”Jo lavere tilbageløbstemperatur, jo billigere er produktion, fordi vi reducerer varmetabet. Det er til gavn for alle forbrugere og derfor belønner vi dem, som har en god afkøling,” siger Svend Arvesen.
På varmeværket kan man aflæse, hvor afkølingen er dårlig.
”Derfor kontakter vi i løbet af vinteren de huse, og tilbyder at sende en VVS montør ud, som kan gennemgå deres varmesystem,” siger Svend Arvesen.
Hvis alle anlæg kører optimalt betyder det besparelser for alle værkets brugere.