Verdens lykkeligste hedder Fischer
Formanden for Hornslet Handel er en ovenud lykkelig mand. 336 borgere stemte ham pladask ind i det ny Syddjurs Byråd
"Jeg er gået til valg på at love at repræsentere Hornslets synspunkter i byrådet, men har også gentagne gange understreget, at jeg er valgt i Syddjurs Kommune og ikke bliver en ny sognerådspolitiker i det ny byråd".
Jan Fischer, 57, formand for bestyrelsen i Hornslet Handel og mangeårige selvstændig forretningsdrivende i byen, har aldrig hyldet princippet om, at tale er sølv, tavshed er guld.
Når noget ligger på tungen, skal det ud.
Den slags totale mangel på fedtspilleri er ikke yndet i alle kredse og appellerer nærmest til, at man både får tilhængere og modstandere.
Tirsdag 19. november var der mange af de første, for 336 borgere stemte på Socialdemokratiets nye mand, heraf hele 323 borgere i hjembyen Hornslet.
"Jeg er taknemmelig for den store opbakning, selvfølgelig er jeg det", lyder fra en glad Fischer.
"Jeg er blevet opdraget med, at man ikke skal sælge et stykke skind, før bjørnen er skudt, og selv om jeg fik mange positive tilkendegivelser fra folk forud for valget, så vidste jeg også godt, at det ikke var sikkert, at de pågældende ville holde ord, når de stod i stemmeboksen, men det gjorde de, og tak for det. Jeg var bare så glad på valgnatten, da resultatet var en kendsgerning".
Jan Fischer er indstillet på at slås for sit nærområde, når det er begrundet, men mest af alt er interesseret i at give partifællen og kommunens ny borgmester Jesper Mathiesen alt mulig støtte til at klare opgaven.
"Jeg vil komme til både at glæde og skuffe borgerne i Hornslet, det kan ikke være anderledes. I byrådsgruppen bliver min opbakning til Jesper Mathiesen total. Det er i høj grad hans fortjeneste, at vi fik stemmefremgang og fastholdt vores mandattal på 7, og nu gik det så sådan på valgnat-ten, at der var flertal for Jesper som borgmester. Det skal gruppen sørme da bakke op".
Havde ikke troet på det
Jan Fischer havde ikke set den udgang på valget, som blev udkommet af valgnatten med Jesper Mathiesen som borgmester bakket op af tre borgerlige partier, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som også tog sig betalt for det.
"Den havde jeg ikke set komme", indrømmer Fischer.
"Men når Venstre inviterer og tilbyder Socialdemokratiet en borgmesterpost, så slår vi selvfølgelig til. Der ligger nu en underskrevet aftale, og det har jeg da lært i politik, at der ikke er noget givet, før der er underskrifter på".
Vælg Bollesen
Jan Fischer ser nuværende byrådsmedlem Ole Bollesen som eneste kandidat til posten som gruppeformand.
"Ole Bollesen har det, der skal til. Han favner bredt, både i Socialdemokratiet og i de andre partier. Han vil være det perfekte bindeled til Jesper og være god til at forhandle brede løsninger i byrådet på plads. Det er jo det, vi skal i gang med i respekt for vælgernes sammensætning af byrådet."