FCN møder FCK i pokalsemifinalen
Det er uden tvivl den sværeste lodtrækning, vi kunne få, lyder det fra FCN-spiller
Der blev tidligere i dag trukket lod om, hvem der skal møde hvem i DBU Pokalens semifinaler.
Med kun to af kvartfinalerne afviklet var det med seks hold i bowlen. Horsens-Vejle og AGF-AaB afvikles således først til foråret, og lodtrækningen resulterede i, at vinderne af netop de to opgør skal op mod hinanden.
Kampene mellem AC Horsens-Vejle og AGF-AaB blev aflyst på grund af stormen Bodil.
Til gengæld står det altså allerede nu klart, at FC Nordsjælland skal møde FCK i semifinalen, der bliver spillet den 26. eller 27. marts med returkamp den 9. eller 10 april.
Første semifinalekamp skal spilles i Parken, mens FC Nordsjælland får hjemmebane til den afgørende returkamp.
FCN-spilleren Søren Christensen erkender, at det var den sværeste modstander, holdet trak.
"Det er uden tvivl den sværeste lodtrækning, vi kunne få, men hvis man vil vinde pokalen, og det vil vi, så skal man kunne slå alle hold. Vi har enorm respekt for FCK, det er et godt hold, men jeg ved også, at hvis vi forsætter vores opadgående formkurve i foråret, så kan vi godt slå dem. Vi har vist før at vi med vores spil, kan gøre det mod dem", siger han til fcn.dk.
Han er glad for, at den sidste og afgørende semifinale bliver spillet på Farum Park.
"Det er positivt, at vi slutter hjemme i Farum Park, hvor vi meget sjældent går fra banen uden at score eller have vundet kampen. Vi skal have et godt udgangspunkt i Parken, og så skal vi have fyldt stadion på hjemmebane til den sidste kamp, så vi alle igen kan få en stor oplevelse i pokalfinalen", siger Søren Christensen.
Pokalfinalen spilles i Parken torsdag den 15. maj klokken 19 - forhåbentlig med FCN som deltager.
FC Nordsjælland blev dansk pokalmester i både 2010 og 2011.