Fortsæt til indhold

Holder den hjem i Syddjurs?

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Foreløbig holder valgnattens konstitueringsaftale - mellem Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti på den ene side og Socialdemokratiet på anden - fortsat vand.
Hvis den skal brydes, hvad der efterhånden virker tvivlsomt, skal Venstres Claus Wistoft sikres et tilbud, der vil gøre ham til borgmester, og ikke nok med det, hvis Wistoft og Venstre skal gå med på den galej, gør de ikke, hvis der bare er et gram sandsynlighed for, at en ny aftale kan bruges til åbne op for en helt ny og tredje aftale, som vil bringe nuværende borgmester Kirstine Bille (SF) tilbage i borgmesterstolen.
Det er ikke nok, at Kirstine Bille siger til Wistoft: "Du kan få det samme hos mig som borgmester, som du kan få i den aftale, du har indgået med Jesper Mathiesen på valgnatten".
Den køber Wistoft og Venstre slet ikke, så bliver de, hvor de er.
Men et par andre muligheder tegner sig, fordi situationen er desperat hos de, der ikke er omfattet af konstitueringsaftalen og mest af alt hos den siddende borgmester.
Imens kan Socialdemokratiet blot sidde og vente. De har fået, hvad de gerne vil have, og heller ikke Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti skal have noget klinket.
Råber de op, bliver de bedt om at fortrække, fordi Socialdemokratiet og Venstre har et flertal sammen, også selvom Socialdemokratiets Anette Quist Busk ikke stemmer for konstitueringsaftalen.
Det kan meget vel tænkes, at Radikale Venstre og Borgerlisten vil røre på sig og meddele Claus Wistoft, at de kan sikre ham et borgerligt flertal og en borgmesterpost, hvis han selv vil det.
Det er dog meget lidt sandsynligt, at Wistoft vil bide på, fordi han ikke just nærer høje tanker om Det Radikale Venstres opførsel på valgnatten. Samme tankegang har Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, men med Jan Kjær Madsen inde hos Det Radikale Venstre og Carsten Bech ude, kan det måske bløde op på situationen?
Bille kan også vælge at gå til Claus Wistoft, og meddele ham, at hun og SF vil gøre ham til borgmester, men det kræver støtte fra minimum et parti mere. Det kunne være Borgerlisten.
Mulighederne er der, men det mest sandsynlige slutspil er, at den nuværende aftale holder hjem.
Claus Wistoft har det skidt med at bryde en aftale, og han virker ærlig talt til at have det for godt med tingenes tilstand til, at han vil foretage sig mere..."