Jørgen Brøgger i syv sind
Løsgængeren i Syddjurs Byråd havde efter bruddet med Venstre egentlig planlagt at stoppe i lokalpolitik, men nu er han kommet i tvivl
Da Jørgen Brøgger forleden annoncerede, at han forlod Venstre for at blive løsgænger i protest over partiets brud på konstitueringsaftalen fra valgnatten, sagde han også mere eller mindre direkte, at han nok ville søge det ny byråd om lov til udtræde allerede på det første møde efter årsskiftet og dermed overlade pladsen til Venstres førstesuppleant Nicklas Sixhøj Nielsen, Kolind.
Nu er han imidlertid kommet i tvivl, og det er også derfor, at han rent valgteknisk har allieret sig med Enhedslisten og Socialdemokratiet i en fælles valggruppe på ni, fordi det er afgørende betydning for at få attraktive poster i blandt andet andet udvalg og bestyrelser i det ny byråd.
"Jeg er de seneste dage blevet kontaktet af en masse mennesker, der kraftigt opfordrer mig til at blive i lokalpolitik. "Du kan da ikke svigte de mennesker, der har stemt på dig med en forventning om, at du vil gøre en indsats de næste fire år" har det lydt mange i telefonen," fortæller Jørgen Brøgger.
"Derfor er jeg meget i tvivl, om hvad jeg skal. Foreløbig haster det ikke med at melde noget endeligt ud, og derfor vil jeg bruge tid på at tænke over min situation."
Er fortsat Venstre-mand, men nu uden partibog
Jørgen Brøgger afviser totalt, at der kan blive tale om at skifte partifarve eller deltage i et nyt kup mod den konstitueringsaftale, der ser ud til at holde hjem.
"Jeg har sagt, at jeg ikke deltager i det cirkus, og det står jeg selvfølgelig ved. Jeg er godt nok ikke medlem af Venstre længere, men jeg er fortsat den samme, og derfor er det helt udelukket, at jeg bliver medlem af et andet parti eller hopper med på en anden liste," understreger han.
"For mig er en aftale en aftale, og det sagde jeg også på valgnatten. Det er grimt, det der er sket, og nu skal det stoppe."
Får to favoritposter
Jørgen Brøgger har sikret sig poster i FI-udvalget, hvor han for nuværende er formand, og i Ungdomsskolens bestyrelse.
"Det var mine to ønsker, og dem kunne jeg kun få ved rent teknisk at indgå i en valggruppe med Enhedslisten og Socialdemokratiet, men det er udelukkende en teknisk valgruppe," forklarer Jørgen Brøgger.
Han afviser, at det ikke er skuffelsen over, at han ikke var udset til at skulle fortsætte som FI-udvalgsformand de kommende fire år som fik ham til at trække stikket til Venstre.
"Den vil jeg selvfølgelig få skudt i skoene og har også allerede fået det, men det bliver det ikke mere rigtigt af. Jeg vidste da ikke på valgnatten, hvordan planerne var for udvalgsformandsposter, men det er korrekt, at jeg gerne ville have fortsat, Nu får jeg i stedet en plads i udvalget, og jeg kan love, at jeg ikke bliver en sur gammel stodder, der ikke vil arbejde med, men kun være i opposition. Sådan er jeg ikke."
"Men som sagt, nu skal jeg først afgøre med mig selv, om jeg kan se en fremtid i lokalpolitik."
Tilbage til Venstre?
Hvis Jørgen Brøgger vælger at fortsætte i det ny byråd, vil der også være en mulighed for, at han og Venstre måske igen finder hinanden og bliver enige om, at den iturevne partibog samles igen?
"Det vil jeg slet ikke forholde mig til på nuværende tidspunkt. Igen, jeg er fortsat den samme, som jeg var, før jeg forlod Venstre for at blive løsgænger. Jeg tog konsekvensen af, at Venstre gik med til at bryde en aftale, men derfor er jeg da fortsat Venstre-mand i grundholdninger og syn på verden."