Da tilliden til en aftale helt gik fløjten

"I den forløbne uge (sidste uge, red.) blev jeg på Hovedgaden i Rønde standset af et midaldrende ægtepar, som spurgte mig: "Hvad er det dog, der er sket med Jesper Mathiesen, som vi troede skulle være vores nye borgmester?"
Det forsøgte jeg i de næste par minutter at give dem et kort svar på. Hvorefter kvinden udbrød:
"Men hvad er det dog for en kommune vi bor i! Vi har ellers lige talt med nogle gode venner, som overvejer at købe hus og flytte til Syddjurs. Men det kan vi jo ikke anbefale dem, når det går sådan for sig i byrådet!"
Episoden er én - som jeg har fået det refereret - blandt mange hændelser i dagene op til konstitueringen d. 5. december. Det som mange har kaldt 'farcen i Syddjurs' var brudt ud igen!
Jeg var med til på valgnatten at underskrive en konstitueringsaftale mellem Socialdemokraterne, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti baseret på i alt 19 mandater, hvor Socialdemokraternes Jesper Mathiesen fik borgmesterposten, mens de øvrige udvalgsformandsposter bortset fra PUK-udvalget gik til de borgerlige partier. Det var en aftale, der vel at mærke var initieret af Venstre.
Aftalen blev som bekendt offentliggjort overfor de øvrige partier og pressen sent på valgnatten, og derefter regnede jeg med, at en aftale var en aftale – og at det kun var et spørgsmål om at få fordelt de øvrige konstitueringsposter. Også fordi alle partier i løbet af valgkampen havde understreget, at konstituerings-farcen fra 2009 ikke skulle gentages.
Indtil mandag d. 2. december – stort set 14 dage efter valget – hvor 2013 pludselig blev forvandlet til 'to-tusind-og-træls', da det viste sig, at Venstre og de øvrige borgerlige partier var sprunget fra aftalen og havde indgået en aftale med Borgerlisten og SF, som medførte, at Claus Wistoft blev ny borgmester.
Hændelsesforløbet må føre til, at der sættes fokus på, hvad en politisk aftale mellem politikere, som ifølge dem selv opfatter sig som 'ansvarlige' politikere, egentlig er for noget. Normalt er det at løbe fra en aftale jo en alvorlig 'juridisk' sag – tænk eksempelvis på en aftale om køb og salg af en ejendom. Men det er det ikke i det politiske liv, hvor man uden konsekvenser bare kan løbe fra en aftale, selv om vi var 10 politikere og organisationsfolk fra partierne, der havde skrevet under på den.
Man kunne spørge videre ind til, hvad motiverne til et så åbenlyst aftalebrud er?
Og der er to enkle svar: magt og penge. For det er jo klart, at en borgmesterpost giver mere magt og flere penge end en post som viceborgmester.
Men når det blandes sammen med etikken, må vi til stadighed som borgere stille det krav, at uanset magtspillet og kampen om de store honorarer, skal der også være et krav om anstændighed, hvis ikke den åbenlyse magtoptimering og ønsket om at nyde 'magtens sødme' skal blive fulgt af forskellige polariseringer omkring etablering af 'mod-magt' i det lokalpolitiske spil.
Det kræver ikke ret meget almen dannelse og almen etik at fremhæve, at det eneste moralsk uangribelige er at holde de aftaler, der indgås. Det kan også den almene befolkning i Syddjurs Kommune naturligvis forstå, så derfor må og skal der komme reaktioner som nævnt i indledningen. Og dem kommer der formentlig mange flere af i den kommende tid.
Det er jo desværre en ringe trøst, at dette magtcirkus i forbindelse med konstitueringen efter et kommunalvalg efterhånden finder sted mange steder i landet. Efter min mening er det ganske enkelt ved at være nok. Det er nødvendigt, at Indenrigsministeriet og KL går sammen om at udarbejde et regelsæt for aftaler om konstituering eller i det mindste etiske spilleregler, således at det er klar til efter næste kommunalvalg.
Det er nødvendigt, hvis ikke hele vores nærdemokrati skal blive bombet tilbage til mistillid og mistænksomhed over for de politikere, der sidder på magten."