Fortsæt til indhold

The Last Waltz for byrådet

Torsdag er skiftedag i Syddjurs Byråd, når 10 af de nuværende 27 folkevalgte takker af efter fire år som lokalpolitikere

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Flere markante skikkelser i det lokalpolitiske liv har sidste arbejdsdag torsdag aften, når Syddjurs Byråd afholder det sidste byrådsmøde i denne omgang med de 27 folkevalgte, der nåede med i kredsen ved kommunalvalget i 2009.
De ti, der fremover skal sidde på tilskuerpladserne i byrådssalen, når de dukker op, er:

  1. Carsten Bech (B)
  2. Michael Nielsen (S)
  3. Erling Post (V)
  4. Marianne Als Nielsen (SF)
  5. Mogens T. Petersen (S)
  6. Steen Fris (C)
  7. Ninna Thomsen (Borgerlisten)
  8. Tommy Bøgehøj (Borgerlisten)
  9. Niels Viderø (S)
  10. Bo Fisker (SF)

De fem første opnåede ikke genvalg, mens de fem sidste ikke genopstillede.

Farvel til flere markante skikkelser

Flere af ti politikere, der ikke skal være med længere, har i en lang årrække været markante politiske skikkelser lang tid før Kommunalreformen i 2005 gjorde Ebeltoft, Rosenholm, Rønde og Midtdjurs til en kommune.
Det gælder Carsten Bech, der blandt andet havde en periode som viceborgmester i Rønde Kommune, og i Syddjurs i to perioder har været for formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø.
Det gælder Ninna Thomsen, der i 20 år har siddet på en lokalpolitisk frontposition i først Ebeltoft og siden i Syddjurs, hvor hun i to perioder har været formand for Udvalget for Sundhed, Ældre- og Socialområdet.
Det gælder også både Steen Fris og Marianne Als Nielsen, som begge har en politisk historie, der rækker bagud til henholdsvis Rosenholm og Ebeltoft Kommune.

Nye tider efter årsskiftet

Når december bliver til januar bliver der for alvor vendt om på tingene.

  • Viceborgmester Claus Wistoft (V) overtager borgmester Kirstine Billes (SF) skrivebord, og dermed også automatisk formandsposten i Økonomiudvalget.
  • Kirstine Bille rykker en plads ned i hierakiet til 1. viceborgmester og formand for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, som hun overtager efter Jesper Mathiesen (S).
  • Per Zeidler (I) bliver ny formand for Udvalget for Familie og Institutioner efter Jørgen Brøgger (løsgænger, tidligere Venstre), der bliver menigt medlem.
  • Per Dalgaard bliver ny formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø efter Carsten Bech (B).
  • Ole Bollesen (S) bliver ny formand for Udvalget for Sundhed, Ældre- og Socialområdet efter Ninna Thomsen (Borgerlisten).
  • Gunnar Sørensen (V) sikrer, at verden - trods alt ikke går helt af lave - for han fortsætter som formand for Arbejdsmarkedsudvalget i de næste fire år.

For borgmesteren gælder fortsat, at han ikke kan afsættes, hvis han kommer i mindretal i byrådet på en politisk sag.
Derimod kan en udvalgsformand fjernes fra bordenden, hvis et flertal i udvalget beslutter det. Det hører til sjældenhederne, men er før set.