Fortsæt til indhold

Syv alfahanner kæmper om én plads

Syddjurs Kommunes ny kommunaldirektør bliver en mand - syv af slagsen er til ansættelsessamtale onsdag

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det bliver ikke en kvinde, som skal være ny kommunaldirektør i Syddjurs, for de syv kandidater, der i dag onsdag er til første ansættelsessamtale med det hærdebredde ansættelsesudvalg, er alle mænd.

Ansættelsesudvalget udgøres af hele Økonomiudvalget suppleret med spidserne fra de partier, der ikke har sæde i dette centrale udvalg.
Det gælder Dansk Folkepartis Per Dalgaard, Liberal Alliances Per Zeidler og Det Radikale Venstres Carsten Bech.
Endvidere er kommunens kommende borgmester, Socialdemokratiets Jesper Mathiesen, inviteret med til bordet på opfordring fra kolleger i Økonomiudvalget anført af viceborgmester Claus Wistoft (V).
Fra medarbejderhold deltager både repræsentanter fra ledelse og medarbejdere på gulvet.
Når ansættelsesudvalget er så volumniøs, er forklaringen den enkle, at den bredest mulige politiske repræsentation sikrer, at hele sværmen af partier i byrådet vil tage ejerskab til den ny høvding på rådhuset.
Første ansættelsesrunde fører over i en to'er, hvor kandidatfeltet indskrænkes betydeligt. Herefter er det tid til at konkludere, om den rigtige mand er fundet, så det snart forhenværende byråd kan trække en streg på det sidste byrådsmøde i denne samling i december og bede en kommunaldirektør stemple ind 1. februar 2014.
23 ansøgere lagde billet ind i første omgang. 7 blev vejet og fundet for lette. Ansøgerbunken bestod så reelt af 16, og dagens udvalgte 7 kommer herfra.