Thorsager løb tør for julegløgg
Næsten 500 børn og voksne deltog i juletræstænding i Thorsager lørdag eftermiddag
240 glas julegløgg var ikke nok, da tæt ved 500 børn og voksne for tiende gang var med til at tænde byens juletræ og se julestjernerne blive tændt i Thorsager.
Thorsager Rundkirke fik samtidig tændt lys på facaden, som der er tradition for i julemåneden.
180 julekalendere til børnene
Efter musik og sang ved Thorsager kirkes spirekor og børnekor under ledelse af organist Knud Haahr Bagger, var der fællessang og tale ved sognepræst Jørgen Gleerup inden der blev der uddelt 180 julekalendere til børn ifølge med voksne.
Julemanden gav pebernødder og brunekager
Til de voksne blev der skænket 240 bægre julegløgg. Derudover blev der spist mere end 600 æbleskiver.
”Desværre var der ikke julegløgg til alle,” siger formand for Thorsager Bylaug, Evard Bruun.
Julemanden havde travlt med at uddele pebernødder og brunekager.
"I Thorsager Bylaug er vi utrolig glade for den store opbakning til vores arrangement," siger Evard Bruun.