Fortsæt til indhold

Specialdesignet bro blev sejlet på plads

Knudhule Strand ved Skanderborg har fået sin nye badebro

Samfund
Af Christina H. Langpap

Den blev sejlet på plads, stykke for stykke, den nye specialdesignede bro som Knudhule Strands badegæster nu kan springe fra, når de skal i vandet.
Den runde bro har tre platforme, der går ud i vandet. Her vil der blandt andet vil være en bænk, en trappe i vandet og et undersøgelsesbassin, hvor interesserede har mulighed for at udforske søens dyreliv. Den nye bro er designet af Boye Broer, der kommer fra Silkeborg.
Mandag var den første af to arbejdsdage, hvor frivillige gik i gang med at opdatere Knudhule Strand med blandt andet bænke og borde, nye informationstavler og en masse aktiviteter, som de besøgende på den lokale strand kan bruge, når de besøger stedet.

Arv startede projekt

Det hele startede med en arv fra en anonym bruger af området på 207.000 kroner til forskønnelse af Knudhule Strand. Siden da har både Kvicklyfonden, naturstyrelsen og friluftsrådet bidraget, så Knudhule Strand nu bliver moderniseret for i alt 1,9 millioner kroner.
I morgen, onsdag, er det officiel indvielse, hvor formand for Miljø- og planudvalget, Claus Leick vil indvie den nye bro og blå flag dag ved Knudhule Strand.