Fortsæt til indhold

Eks-borgmester genopstiller ikke

Det kommende kommunalvalg bliver uden tidligere borgmester i Ølstykke og Egedal, Svend Kjærgaard (LA)

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Efter 28 år i lokalpolitik har en af lokalpolitikens grand old men, tidligere borgmester i Ølstykke og Egedal, Svend Kjærgaard Jensen valgt ikke at genopstille ved det kommende kommunalvalg.
"Nu synes jeg, jeg gjort mit borgerpligt, 28 år må være en passende indsats for det lokale demokrati," siger Svend Kjærgaard og fortsætter:
"Det har været en stor del af mit liv, så det er klart, at jeg kommer til at savne det."
Den meget tid Svend Kjærgaard Jensen har brugt i byrådssalen og som deltager i de mange politiske møder, skal nu i stedet bruges på familien og fornøjelser, fortæller manden, der både har repræsenteret partierne Venstre, Egedal-Listen samt Liberal Alliance
"Jeg vil bruge den ekstra tid på min dejlige familie, som jeg har forsømt lidt i årenes løb, og så får jeg noget mere fritid, som jeg kan bruge på golf, badminton og mange andre gode ting."
Den tidligere borgmester har dog ikke helt fratrådt den politiske scene, da han har valgt at fortsætte som medlem af Liberal Alliances bestyrelse.

Ny spidskandidat

Partiets nye spidskandidat bliver i stedet formand Tommy Højegaard Kongste, som blev valgt på partiets ordinære generalforsamling og opstillingsmøde mandag aften. Ny kvinde på formandsposten bliver Inger Lisse Dahl Hede.
Til kommunalvalget opstiller udover spidskandidaten Tommy Højegaard Kongste Bendt T. Rasmussen, Inger Lisse Dahl Hede, Louise Boss og Thomas Skov Rasmussen for Liberal Alliance i Egedal.