Regnskab fra kriseramt shoppingcenter forsinket en måned
Selskabet bag "Gallerierne" i Hillerød er havnet på børsens observationsliste - samtidig skifter selskabet navn
"På grund af vanskeligheder i forbindelse med foreningens skifte til ny ejendomsadministrator pr. 1. januar 2013 vil foreningen desværre ikke være i stand til at offentliggøre dens årsrapport for 2012 til tiden."
Sådan hedder det på ejerne af det evigt kriseramte indkøbscenter Galleriernes hjemmeside. Selskabet hed tidligere ei invest european retail, men i forbindelse med skiftet af ejendomsadministrator er navnet blevet forenklet til European Retail.
Udmeldingen betyder, at selskabets årsrapport først bliver udsendt i midten af april. Samtitig betyder det, at selskabet er blevet optaget på fondsbørsens observationsliste - en standardprocedure, når der er uregelmæssigheder af denne type.
Selskabet European Retail ejer blandt andet indkøbscentre i hele Skandinavien. I Danmark ejer det alene Gallerierne, der gennem årene har været en gigantisk underskudsforretning for selskabet, der er en investeringsforening.