Fortsæt til indhold

Så svært er det at klare sig

Formændene for Familieudvalget og Social- og Sundhedsudvalget i Egedal var mandag handicappede for en dag. Det skete som led i den nye handicappolitik, som lige nu er ved at blive udviklet. Dagen som handicappet betød, at politikerne både sad fast og blev

Samfund
Jesper Kappel

”Du skal lidt til højere – lidt mere ja – og nu skal du til venstre, hvis vi skal komme ind ad døren.”
Sådan lød det da formanden for Familieudvalget – Vicky Holst Rasmussen (A) og formanden for Social- og Sundhedsudvalget – Esben Vognsen Jensen (V) skulle ind ad døren til Kvickly i Egedal Centret. Grunden til de mange vejledende ord var, at Esben Vognsen Jensen sad i kørestol og blev skubbet af Vicky Holst Rasmussen, der var blind. De to politikere havde sagt ja til at være handicappede for en dag for dermed selv at prøve, hvordan det er at have et handicap.
”Jeg synes, at jeg næsten kan mærke panikken i mig,” sagde Vicky Holst Rasmussen, da det var lige ved at gå galt med at komme ind ad den store hoveddør indtil Kvickly. Men det lykkedes dog til sidst.
”Det har været en meget speciel og informationsrig dag. Jeg synes, at jeg har fået en smule indsigt i og mærket, hvordan det er at være handicappet,” siger Vicky Holst Rasmussen og afslører så, at det ikke var første gang i løbet af dagen, hvor hun havde nerverne uden på tøjet.
”Jeg har været ude at køre i bus. Her havde jeg en hjælper med, men det var alligevel noget af en udfordring. Jeg må sige, at det at sidde i en bus og egentlig ikke have nogen fornemmelse af, hvor jeg var, fordi jeg intet kunne se, var angstprovokerende,” siger hun.

Sad fast

Også for Esben Vognsen Jensen var der udfordringer, blandt andet da han skulle have kørestolen ud af sin bil og sætte sig op i den. Her trillede kørestolen fra ham. Men det var ikke det eneste.
”Da jeg skulle op af den lille rampe, der er ved døren ind til det hus jeg og min familie bor i – ja der kom jeg til at ”hænge fast”. Min kone kunne hverken skubbe mig den ene eller anden vej,” fortæller Esben Vognsen Jensen.
De to politikere skulle forsøge at have en ganske almindelig dag med for eksempel møder og almindeligt husligt arbejde, og det blev altså noget af en udfordring, når man enten ikke kunne se eller sad i kørestol.
”Ja det tog mig cirka 25 minutter at smøre en madpakke med to madder til min søn,” fortæller Vicky Holst Rasmussen.
”Jeg fandt ud af, at jeg kunne klare mig i stueetagen af vores hus, men førstesalen kunne jeg ikke komme op på,” siger Esben Vognsen Jensen og fortsætter:
”Dagen her skærper min opmærksomhed om, hvor mange ting, der ofte mangler i det offentlige rum. Nu har vi handlet i Kvickly, og her fandt måde jeg og Vicky ud af, hvor svært det er at købe mad, når man er blind. Det er nok utopisk at tro på, at alle varer bliver mærket, men man kunne ønske at det blev bedre,” fortæller Esben Vognsen Jensen.

Det var angstprovokerende at sidde i en bus og egentlig ikke vide, hvor man var, fortæller Vicky Holst Rasmussen.

Tanker til politikken

Grunden til, at de to politikere har sagt ja til at prøve at være handicappet, er, at de er formænd for de to udvalg, der i øjeblikket er i gang med at lave en ny handicappolitik for Egedal Kommune.
”Ved at vi har gjort det her, har vi forsøgt at tage en mere aktiv del i arbejdet med handicappolitikken. Der vil helt klar være nogle ting fra denne dag, som vil være i mit hoved, når vi skal skrive de endelige målsætninger for politikken,” siger Vicky Holst Rasmussen.
”Denne politik, håber jeg på, får gjort mange flere opmærksomme på de handicappede og de udfordringer, de har. Jeg håber, at det får flere til at tage hånd om de handicappede i det offentlige rum for eksempel til fritidsaktiviteter,” slutter Esben Vognsen Jensen.

Da der skulle købes mad havde Esben Vognsen Jensen problemer med at få fat i produkter, der stod højt i forretningen. For Vicky Holst Rasmussen var det svært at vide, hvilken slags æg hun købte.
Ved kassen tog det også længere tid at betale med Dankort, fordi Vicky Holst Rasmussen ikke kunne se noget.