Fortsæt til indhold

Konkurs truer andelsboligforening

Siden Kvickly flyttede ud af Falkenborggården i Fr.sund, er pengene fosset ud af andelsforeningen. Opsparingen er ved at være brugt, og det er kun takket være den lave rente, at konkursen endnu ikke er en realitet

Samfund
Af Birgitte Masson

En truende konkurs har længe ligget og ulmet i Falkenborggården.
Det enorme butikslejemål i Frederikssund som tidligere husede Kvickly har stået tomt i mere end tre år, og opsparingen i foreningen er nu ved at være brugt.
Det betyder, at en konkurs ikke længere ulmer, mørke skyer er for alvor ved at trækken ind over bebyggelsen. For udover erhvervslejemålet i stueetagen består Falkenborggården også af 76 boliger, hvoraf de 53 er andelsboliger. Så det er med andre ord nogle andelshavere, som ser alt andet end lyst på fremtiden.
Andelslejlighederne er tidligere blevet solgt for op imod en mio kroner. I dag er de 0 kroner værd. Det betyder, at de 53 andelshavere står til at miste en masse penge, hvis der ikke snart findes en lejer til de mere end 4000 kvm i bebyggelsens stueetage.
"Problemet er, at hvis Falkenborggården går konkurs, så vil vi ikke bare miste alle de penge vi har betalt for vores andelsboliger, vores andelsboliglån vil blive konverteret til forbrugslån som er betydeligt dyrere. Vi mister ikke retten til vores boliger, men vi vil komme til at sidde for en husleje som er noget end den er i dag. Lige nu er vi redet af, at renten nok ikke stiger foreløbig, og det har givet os lidt tid," siger formand i boligforeningen Hanne Jensen. Hun understreger, at al vedligeholdelse omkring Falkenborggården er på et minimum.
"Selvom nogle af boligerne har vinduer som trænger til at blive udskiftet, så er der ikke råd. Vi vedligeholder minimalt, og betaler nærmest kun terminerne."

Byrådet ændrede lokalplan

Beboerne i Falkenborggården håbede for et par år siden, at redningen var på vej. Dansk Supermarked gik nemlig med seriøse overvejelser om, at åbne en Netto-butik i stueetagen.
Men Byrådet i Frederikssund ændrede i lokalplanen, og pludseligt blev muligt, at bygge nyt på Holmensvej, og der" valgte Dansk Supermarked i stedet at placere den nye Netto-butik fremfor i Frederikssund midtby.
Sammen med kasserer i Falkenborggården Charlotte Dybro Nielsen - og med de øvrige beboere i ryggen - håber Hanne Jensen nu i et desperat forsøg på at undgå konkursen, at Frederikssund Byråd vil tage Falkenborggården med i deres overvejelser i forbindelse med opførelsen af et nyt hovedbibliotek.
"Lokalerne er her, beliggenheden er her også. Hvorfor benytter man ikke de mange tusind tomme kvadratmeter i bymidten til et nyt Kulturområde?" spørger Hanne Jensen.
Charlotte Dybro Nielsen fortsætter:
"Fiomas gamle bygninger, Elværket og Falkenborggården kunne udgøre et kultur-område med en synergi som spillede sammen. For eksempel kunne man forestille sig, at der kunne være hovedbibliotek og cafe i Falkenborggården, og teater og musik på Elværket og i Fiomas bygninger," foreslår hun.
For Charlotte Dybro Nielsen og Hanne Jensen er det primært Falkenborggårdens redning deres fokus er rettet imod, men de lægger heller ikke skjul på, at de synes, at det også vil gavne Frederikssund midtby.
"Det vil være med til at skabe liv i de øde områder af midbyen, og så vil kommunen vel også spare en masse penge, for man kan da komme langt for de 100 mio kroner, som der er afsat til det nye kulturhus på Bløden," siger Hanne Jensen.
Andelsforeningen i Falkenborggården holder åbent hus den 27. maj klokken 17. Her håber man, at både politikere og almindelige borgere vil kigge indenfor.
"Vi vil have tingene i spil. Vi håber, at kommunen vil vågne op, og ved at se lokalerne kan de måske bedre danne sig et indtryk af, hvilket potentiale der er her i Falkenborggården," lyder det håbefuldt fra Charlotte Dybro Nielsen.
"Lokalerne er her, beliggenheden er her også. Hvorfor benytter man ikke de mange tusind tomme kvadratmeter i bymidten til et nyt Kulturområde?"