Kystbanen får sparekniven
Der bliver færre afgange og mindre personale på Kystbanen i fremtiden
Pendlerklubben Kystbanen er rasende og kalder det løftebrud, at DSB skærer ned på både antallet af afgange og personale i togene i Kystbanen, der er en af Danmarks mest brugte pendlerlinjer.
"Det er et klart løftebrud, som transportministeren laver her. Vi er blevet lovet, at pendlerne ville blive hørt, hvis der laves sådan nogle ændringer. Det er ikke sket," siger en rasende pendlerformand Michael Randropp til Ekstra Bladet.
Ministerens beslutning
Planen har indtil videre været holdt hemmelig for offentligheden, men Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af et internt brev, som DSB har sendt ud til sit personale, hvor man varsler fyringer på baggrund af nedskæringen.
Ifølge den interne besked fra driftsdirektøren i DSB Øresund så kommer beslutningen om at skære ned på Kystbanen direkte fra trafikminister henrik Dam Kristensen (S):
"Vi har i dag modtaget et brev fra Transportministeriet, der som trafikkøber har valgt at aflyse optionen med togfører på Kystbanen (strækningen København H - Helsingør) i dagtimerne," skriver Lars Nordahl Lemvigh.
Færre weekend-tog
Ifølge pendlerklubben betyder nedskæringerne, at de såkaldte gennemgående tog skæres væk i weekenden frem til klokken 9, og at der dermed bliver længere rejsetid for passagerer som bruger stationerne som er placeret fra Helsingør til Kokkedal.
"Den officielle forklaring er faldende billetindtægter. Det er klart, når man har fået leveret så ringe produkt falder antallet af passagerer. Vores tidligere analyse har vist at det er et passagerer potentiale på 20 procent mere hvis produkt var tip top," skriver Michael Randropp i et brev til Folketingets Transportudvalg, som han for få måneder siden havde møde med for at fortælle om de forsinkelser og aflysninger af tog i myldretidstrafikken, som pendlerne ofte oplever.
Ingen togførere
Der forsvinder også service på rejserne med Kystbanen. Ifølge et brev, som den ansvarlige driftschef har sendt internt ud i DSB, skal der skæres markant i antallet af de såkaldte togførere på Kystbanen.
"Beslutningen betyder, at Kystbanen (mellem København H og Helsingør) kun vil køre med togfører i tidsrummet mellem kl. 20.00 og 02.00 på hverdage samt mellem kl. 20.00 og 08.00 i weekender og helligdage," skriver driftsdirektør Lars Nordahl Lemvigh i sin interne besked, som Ekstra Bladet har offentliggjort på deres hjemmeside.
Frygter for sikkerheden
Pendlerkluppen Kystbanen frygter, at det kommer til at gå ud over sikkerheden.
"Der er ikke sensorer i toget modsætning til eksempelvis S- toget, hvilket sætter sikkerheden under pres, når der ikke er en trainmanger i toget (...) Vores perroner er buet, og det gør det svært for en lokofører at se, om man er færdig med ind og ud stigning," skriver Michael Randrop også i brevet til Trafikudvalget.
Ifølge DSB er der dog ingen grund til uro. Frem til den 15. december, hvor ændringerne træder i kraft, vil DSB samtidig gennemgå de forskellige stationer på Kystbanen og sikre, at der laves procedurer og eventuelt opsættes videoudstyr, så lokomotivets fører kan betjene toget sikkert.