Fortsæt til indhold

Fejrede 300 dage uden arbejdsulykker

Et hold fra entreprenørfirmaet brugte et kloakarbejde på Skovvejen til at markere en mærkedag

Samfund
Tim Panduro

300 dage uden arbejdsulykker. For dem af os, hvis største arbejdsrisiko er at skvatte ned fra skrivebordsstolen eller snuble på vej efter frokost lyder det ikke videre imponerende.
Men hvis ens arbejde går ud på at bevæge sig ned gennem og under jorden og i øvrigt rode med ting, vi andre helst vil undgå kontakt med, er historien en anden.

Arbejdet med og i kloakker hører typisk til de mere risikofyldte i bygge- og anlægsbranchen. Folkene kommer meget tæt på trafikken, arbejder nogle gange i snævre brønde og ledninger og kan komme i kontakt med spildevand. Det øger alt sammen risikoen for arbejdsulykker.

Derfor var det lidt af en mærkedag, da et hold speicalarbejdere tidligere på måneden kunne fejre 300 dage uden arbejdsulykker. Det skete, da NCC netop havde afsluttet et større kloakarbejde på Skovvejen i Hillerød, og det blev markeret med besøg fra både pølsevogn og ledelse.

”Vi uddanner vores folk til at arbejde tæt på trafikken med omtanke, og de får naturligvis vaccinationer og alt det nødvendige sikkerhedsudstyr. Vi har øget det ledelsesmæssige fokus på arbejdsmiljø det seneste år med fokus på at få antallet af ulykker målbart ned, men det helt afgørende har været, at folkene selv har taget og udvist et stort ansvar i processen,” siger senior projektchef i NCC Construction Brian Bryder Rasmussen.

”Vi har historisk været et fagområde med en tendens til en høj ulykkesfrekvens, og lige nu ligger vi med helt fremme i feltet mellem de bedste, mest sikre enheder i NCC Construction. Det er først og fremmest håndværkernes fortjeneste og utrolig flot."