Fortsæt til indhold

Illegale østarbejdere stak af fra kommunal byggeplads

Tre østarbejdere flygtede torsdag fra 3F-aktion på byggeplads i Birkerød, hvor Rudersdal Kommune er ved at opføre en daginstitution

Samfund
Af Peter Mailand

Tre mænd af østeurpæisk herkomst fik pludselig travlt med at komme væk en kommunal byggeplads i Birkerød, da fagforeningen 3F pludselig dukkede uanmeldt op. Aktionen var en del af 3F's landsdækkende kampagne i torsdags, og Rudersdal Kommune havde dagen forinden holdt rejsegilde på byggepladsen, hvor daginstitutionen Lyngborghave er under opførelse.
De tre mænd blev dog kort efter fundet på en p-plads i nærheden, fortæller Per Nielsen, der er faglig sekretær i 3F.
"Først forstod de hverken engelsk eller tysk, så kunne de ikke redegøre for, hvad de lavede og hvorfor de var der. Men da vi blev ved med at spørge, kunne vi høre, at de var tilknyttet byggepladsen, og at de udemærket kendte arbejdsreglerne," siger han.

Ingen papirer

3F-aktionen var en del af en landsdækkende kampagne, hvor mere end 1500 byggepladser fik uanmeldt besøg, for at se om forholdene på de danske byggepladser er i orden. Og Per Nielsen kender spillet alt for godt.
"Ofte er de instrueret i, hvad de skal sige og de fortalte, at de var lige kommet, og skulle mødes med en dansk fyr, som de ikke kunne huske navnet på. De sagde dog, at den ene havde et firma, hvor de to andre var ansat. Men firmaet var ikke registreret nogen steder og der var hverken ansættelseskontrakter eller papirer på nogen aftaler," siger han og tilføjer:
"Vi fik dog ud af dem, at de skulle lave noget facadearbejde," siger han.
Per Nielsen ved dog endnu ikke hvilke konsekvenser det får for firmaet, men siger, at det for eksempel være i form af en bøde.
Skriftlig redegørelse

Med til aktionen var også Poul Bach, der sidder i kommunalbestyrelsen for socialdemokratiet. Han var blev indviteret med til aktionen af 3F
Rudersdal Kommune har efterfølgende bedt entreprenøren om en skriftlig redegørelse i sagen. Ligesom entreprenøren også er blevet indkaldt til et såkaldt 48-timers møde, hvor firmaet skal fremlægge papirerne og vise, at forholdene er i orden.