Christian Kjær skal betale 35 millioner til Janni Spies
Janni Spies havde stævnet Christian Kjær for 150 millioner kroner efter 20 års ægteskab
Østre Landsret gav tirsdag Janni Spies medhold i skilsmissesagen mod Christian Kjær, som skal betale hende 35 millioner kroner. Det skriver Politiken.
Der er dels tale om tilbagebetaling af 15 millioner kroner, som Janni Spies i 1996 betalte Christian Kjær for juridisk rådgivning, dels tilbagebetaling af 16 millioner kroner, som Janni Spies under ægteskabet brugte på istandsættelse af Christian Kjærs ejendomme. Endelig skal Christian Kjær betale fire millioner kroner tilbage, som han fik udbetalt af Janni Spies som led i en række løbende udbetalinger, mens de var gift.
De i alt 35.140.000 kroner ligger langt under de 150 millioner kroner, som Janni Spies havde gjort krav på fra Christian Kjær i den celebre retssag.
I retten har Janni Spies forklaret, at Christian Kjær flere gange i løbet af deres 20 år lange ægteskab har krævet penge af hende. Hofjægermester og kammerherre Christian Kjær har hele tiden afvist Janni Spies' krav og har krævet frifindelse for at skulle betale de store pengebeløb. Han har forklaret, at han aldrig har tvunget Janni Spies til noget, og slet ikke til at give ham penge.
Janni Spies og den tyve år ældre Christian Kjær blev gift i 1988 ved et næsten royalt bryllup, der fik stor opmærksomhed. Desværre holdt lykken ikke, og parret blev skilt efter 20 års ægteskab i 2008.