Vrede pendlere vil fotografere overfyldte tog
Pendlerklubben Kystbanen vil nu råbe DSB Øresund og politikerne op ved hjælp af billeddokumentation
Opbrugt tålmodighed og planlagte nedskæringer på Kystbanen, har fået Pendlerklubben Kystbanen til at tage nye metoder i brug for at få DSB Øresunds og politikernes opmærksomhed. De opfordrer nu pendlerne til at sende billeder til pendlerklubbens Facebookside, hvis de oplever en forringet service på togturene. Billederne bliver sendt til medlemmerne af Folketingets Trafikudvalg.
"Der er nu gået mere end fire år, og vi har deltaget i rigtig mange møder med DSB, DSB vedligehold, Bane Danmark, Trafikstyrelsen, DSB First, som nu har skiftet navn til DSB Øresund, og transportministere. Vi har stillet op til mange konferencer og workshops med henblik på at få de ansvarlige til at forstå, at hvis produktet er i top, vil der komme flere kunder til. Men efter de bebudede nedskæringer, som træde i kræft midten af december 2013, virker det som om, at vi har talt for døve øre. Derfor ændrer vi strategi og vil i stedet visualisere oplevelser fra vores hverdag som pendler via billede dokumentation," skriver Michael Randropp, talsmand for Pendlerklubben Kystbanen på deres hjemmeside.
Billederne skal dokumentere oplevelser med korte tog, stående passagerer, manglende oplysning om årsag til forsinkelse, delvise aflysninger og aflåste døre.
Hvis man som pendler vil bidrage med billeder, kan man sende dem til kystbanen@live.dk eller via Facebook. Når du sender billedere, skal du skrive dato tidspunkt og retning for togturen. Hver 14 dag bliver billederne samlet og sendt ind til Transportudvalget.