39.700.000 kroner
Dét beløb havde Allerød Kommune i overskud på driften i 2012
Allerød Kommune havde i 2012 et overskud på 39,7 mio. kr. på den daglige drift. Det fremgår af det kommunale 2012-regnskab, der blev godkendt af et enigt Allerød Byråd 30. maj.
"Det er tredie år i træk, vi har overskud på driften. Og dermed har vi fået så solid en økonomi, at vi kan investere i mange gode projekter, der kommer alle borgerne til gavn. Og det gør vi også," sagde borgmester Erik Lund, K.
Han nævnte, at Allerød Kommune i 2012 havde et historisk stort anlægsbudget på i alt 187,4 mio. kr.
"Da en større del af anlægsbudgettet var investeringer, vi fremrykkede midt på året, kommer det heller ikke som en overraskelse, at vi "kun" realiserede de 94,1 mio. kr. af anlægsbudgettet. Derfor viderefører vi igangværende anlægsprojekter for over 93 mio. kr. til 2013," sagde Erik Lund og fortsatte:
"Med til billedet hører, at vi samlet set for 2012 og 2013 har et anlægsbudget i omegnen af en kvart milliard kroner."
"Og hvad har vi så sat igang? I 2012 tog vi fat på byggeriet af det nye klubhus på Møllemosen, indviede tre nye kunstgræsbaner, opsatte e-tavler på alle skoler, nyindrettede Hjemmeplejen og genoptræning ved Engholm Plejecenter, opførte servicearealer på Skovvang Plejecenter og anlagde nye cykelstier. Derudover renoverede vi et større antal veje og bygninger. Og vi købte ejendommen Frederiksborgvej 12 i forbindelse med realisering af Byens Plads."
"Når vi fratrækker udgiften til disse mange projekter fra driftsoverskuddet, bliver årets resultat et minus på 62 mio. kr. Det finansierer vi af den planlagte låneoptagelse, der hovedsagligt vedrører Kvalitetsfonden."
"Den gennemsnitlige kassebeholdning lå i hele 2012 markant over direktionens og min anbefaling på 70-100 mio. kr. Ved udgangen af 2012 var der 98,8 mio. kr. i kassen. Det er en forbedring på 23,2 mio. kr.," sagde borgmesteren.