Hjerneskadede fik rullesti
Fredensborg Rotary Klub sørgede for rullesti og terrasse til hjerneskadede
Fredensborg Rotary Klub slog til, da chancen kom og har for 60.000 kr. fået etableret en rullesti og en terrasse til de hjerneskadede brugere af Viemosegård.
Flisestien og terrassen muliggør færdsel med kørestole og andre hjælpemidler, og i den anledning har der været fest i haven.
Til stede var Fredensborgs viceborgmester Ulla Hardy-Hansen og Rotary-præsident Jan Grænge, mens Hjernesagens Lisbet Kragh var vært for over 50 mennesker. Sandwiches og kanapeer havde brugerne selv smurt.
Selv om værestedet Viemosegård postalt befinder sig i Hillerød, er det ni nordsjællandske kommuner, der 'leverer' borgere, der for nylig eller tidligere er ramt af afasi eller apopleksi. Men kommunerne dækker kun i begrænset omfang aktiviteterne på gården. Derfor skal Hjernesagen selv skaffe sponsorer, når der skal ske noget ekstra, og Fredensborg Rotary Klub har bl.a. også sørget for de frivillige har fået køkkengrejer, så de kan lave måltider sammen med brugerne samt en printer for at kunne udgive et nyhedsbrev.