Fortsæt til indhold

Vi passer jeres børn, så I kan lave nogle flere

Samfund
Af Christina H. Langpap

Der skal gøres noget ved det faldende børnetal i Ry, mener folkene bag den rullende naturbørnehave Muldvarpen i Ry.
Derfor tilbyder børnehaven som ligger nordvest for Skanderborg pasning af børnehavens børn og deres søskende hele dagen onsdag 19. juni. Imens skal forældrene så sørge for, at Muldvarpen fortsat vil have børn nok til at kunne bestå i fremtiden, lyder det i invitationen til forældrene, som børnehaven har sendt ud.
"Statistisk set falder børnetallet her i området, men søgningen mod vores børnehave er ikke aftagende, og vi har også fuldt hus med 25 børn igen efter sommerferien, så invitationen skal ikke ses så akut, som den lyder," siger ejer og leder af Muldvarpen, Anne Bille, til Lokalavisen.dk.

Voksentid

Ifølge Anne Bille er målet med den såkaldte "Boller i Karry-dag" ikke i sig selv at få forældrene til at producere nye poder, men mere en reminder om at huske at være voksne sammen.
"Om der bliver arbejdet på arvefølgen eller ej, det er ikke det vigtigste. Vi gør det her, fordi vi tror på, at lidt voksen alene-tid med hinanden er i alles interesse - også børnenes - selvom de skal undvære deres forældre en dags tid," siger hun til Lokalavisen.dk.
Personalet i Muldvarpen lover til gengæld at hygge og lege med børnene, og til spisetid står menuen på boller i karry over bål.