Fortsæt til indhold

En gammeldaws pølsemand

I 25 år har Per Olsen i Ågrillen langet pølser over disken til en god snak om ja, næsten hvad som helst

Samfund
Kristina Schønnemann

De sidste 25 år har Per Olsen vandret sine 20 kvadratmeter tyndt i Ågrillen på Ågade i Frederikssund. Væggene er brune, disken i grå laminat og på bagvæggen hænger billeder af hotdogs og burgere. Her serverer han på 25. år alle grill-klassikere, men Per Olsen keder sig nu ikke.
"Det er det ondelyneme gået hurtigt. Og det er på grund af kunderne og snakken her hver dag," siger han som det første, da Lokalavisen besøger ham i hans pølsebod.
"Nogle snakker ikke så meget, og andre vælter det ud af. Kommunen kunne godt sætte os på lønningslisten og spare lidt på psykologerne," siger Per med et grin.
Om det er politik, der bliver talt om, sporten der bliver bandet over, eller problemer i privaten, så kan man altid snakke med Per. Kunderne kommer fra alle samfundslag, og jargonen er fri, selvom Per lover, at han og gutterne også kan opføre sig ordentligt, hvis der kommer en dame ind i den lille slyngelstue.

Pludselig pølsemand

Dengang d. 1. juli for 25 år siden, da Per overtog Ågrillen, skete det nu mest ved et tilfælde. Han havde været afløser i en anden grill, men da en kammerat trak ham med til fodbold og kolde pilsnere i Jægerspris, mødte de dem gamle pølsemand.
"Jeg sagde til ham, at hvis han en dag ville sælge den, så skulle han huske at tænkte på mig. Seks uger senere ringede han og spurgte, om jeg ville have den."
Der er sket meget siden da. Dengang var der bare en håndfuld konkurrenter i take-away-branchen, som dengang nærmere blev kategoriseret som "mad ud af huset". I dag har Ågrillen snarere 40 konkurrenter. Men pølsevognens klassikere kan stadig være med.
"Det er jo tradition. Og kunderne kan lide, at det er gammeldags og hyggeligt. Så sent som i forgårs sagde en kunde, her ved man, hvad man får," lyder det fra 56-årige Per bag disken.
Det samme gør Per nu på 25. år, og han ville ikke bytte grillen for en mobil pølsevogn, siger han.
"Nej, jeg elsker det her."