Fortsæt til indhold

Albertslundere er ægte læseheste

Antallet af udlån på biblioteket per indbygger røg langt over landsgennemsnittet i 2012

Samfund
Arkiv

Man kan roligt betegne albertslunderne som sande læseheste.
For udlånet fra bibliotekerne i byen var i 2012 på 18,2 per indbygger i Albertslund, og det er et godt stykke over landsgennemsnittet.
Det viser årsberetningen fra Albertslund Bibliotek og Biblioteks- og Medborgercenter Hedemarken, som Kulturudvalget netop har haft til gennemsyn - og nikket anerkendende til.
Det samlede antal udlån var i 2012 på 504.442 enheder, lig med både bøger, cd'er og dvd'er. Det svarer altså til 18 udlån per borger, og det er en stigning på 7 procent i forhold til året før.
Også når det gælder borgernes besøg på biblioteket, er interessen større end på landsplan. Der var i alt 270.261 besøgende i 2012, svarende til et gennemsnit på 9,8 per indbygger. Landsgennemsnittet er 6,5 per indbygger.

Frivilliges fortjeneste

Samtidig fremgår det af årsberetningen, at der har været omkring 100 arrangementer. Alt i alt er det en tilfreds Niels Dejgaard, der kan bladre sig igennem beretningen:
"Vi har stigende besøg, stigende udlån og har en bred vifte af aktiviteter. Faktisk flere arrangementer end vi plejer", siger Niels Dejgaard.
"Men de gode resultater er kun kommet i kraft af at vi har så mange frivillige, der yder en kæmpe indsats."
Af de tørre tal kan man også se, at flest kvinder bruger bibliotkerne. 59 procent er kvinder, 41 procent mænd. Aldersgruppen under 35 år fylder mest, med 55-60 procent. 25 procent er over 65 år, 15-20 procent mellem 35-64 år.
due